Ville du spise en lyserød lort?

Pink bodysuits og en lyserød ”lort”. Det er opskriften på et af dagens mere opsigtvækkende indslag på Kulturmødet på Mors.

Vil du smage?
Vil du smage?
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

- Hvem vil smage?

Ingen fra publikum viste den store interesse, da ”forsvarsrådgiver” Alberto M. Guinaldo fra Spanien tilbød dem noget, som til forveksling lignede en lyserød lort.

Umiddelbart var forvirringen over for det specielle arrangement også stor.

Forsvarsrådgiveren spanske Alberto styrede showet.
Forsvarsrådgiveren spanske Alberto styrede showet.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Med forsvarsrådgiveren i spidsen marcherede en lang række af unge mennesker iført meget lyserøde bodysuits frem. Med sig havde de den lyserøde lort, og det fik publikum til at stoppe op.

Da ingen ville spise lorten måtte en af de lyserøde tropper melde sig frivilligt. Men da han gav udtryk for, at den smagte godt, så var det ud. Der var ikke plads til en vinder i flokken.

- Kunst som forsvar, råbte de tilbagevarende lyserøde personer.

Skole for taberne

Stadig forvirret?

Så er du ikke alene.

Hele optrinnet var med til at skabe opmærksomhed om Politi –K Skolen, som er et initiativ under kunstnergruppen Kunstpartiets store projekt ’Kunst som forsvar’.

Politi –K Skolen er en skole, hvor de politikere, som ikke kommer i byrådet til kommunalvalget i november, kan gå i skole. De skal undervises i kunst.

- Vores politikere herhjemme har det med at glemme kunsten. Vi vil minde dem om den. Jeg har mødt mange våben, som gør stor skade, men jeg har aldrig mødt så intelligent et våben som kunst. Det skader ingen, fortæller billedkunstner Martin Nore.

Han er blevet hyret som lærer på Politi –K Skolen og gik derfor med et det aparte optog.

- Det er en stærk måde at gøre det på. Performancekunsten kan noget særligt og kan tale til folk. Alle stoppede op og kiggede, og jeg gik bagerst og vinkede. Jeg har fået lov til at føle mig lidt kongelig i dag.

 
 
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Men hvad med lorten?

De lyserøde mennesker i optoget er elever på Morsø Gymnasiums dramatiklinje, og de har i flere dage forberedt stuntet sammen med italieneren Guiseppe L. Bonifati – eller Jeppe, som han kalder sig. Han er formand for Kunstpartiet.

Kunstnergruppen mener, at vi mennesker er under angreb fra en verden, der fremmer selvoptagethed og aggression. Frygten styrer mennesker, og vi prøver at holde angrebene ude med mure, men i virkelighed er kunsten vores ansvar. Det er det, de refererer til, når de råber kunst som forsvar.

Angående lorten, så blev ham der spiste den smidt ud, fordi han gjorde det, og han kunne lide den. Det gør ham til en vinder, og de må ikke være med i forsvarsrådgiverens skole. Men som det er med performativ kunst, så er det tit ikke muligt at finde et konkret svar. Heller ikke selvom man er en nysgerrig journalist, der bliver ved med at spørge. Det må være op til den enkeltes fortolkning.

Spørgsmålet er bare: Ville du have spist den?

Velbekomme.
Velbekomme.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST