Venstre ligger lunt i svinget, men S lover kamp til stregen

Der er enighed om det meste på Mors. Men ikke om, hvem der skal være borgmester.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen havde som erklæret mål, da han blev valgt, at samle kommunalbestyrelsen.
Borgmester Hans Ejner Bertelsen havde som erklæret mål, da han blev valgt, at samle kommunalbestyrelsen.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

BORGMESTERKAMPEN: Kulde afløst af samarbejde

Der var kold luft på Mors, da stemmerne var talt op for fire år siden. Venstre fandt sammen med det nye parti Demokratisk Balance og væltede den tidligre S-borgmester Lauge Larsen. Alligevel har Venstreborgmester Hans Ejner Bertelsen stået i spidsen for en kommunalbestyrelse, hvor de fleste beslutninger er blevet truffet med næsten fuld opbakning. Senest budgettet for det kommende år, som blev vedtaget med alle 21 stemmer for.

Til Hans Ejner Bertelsens fordel taler også, at Venstre har indgået valgforbund med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Det sikrer minimalt stemmespild til den borgerlige fløj, mens Socialdemokratiet på den anden side står uden valgforbund.

Den socialdemokratiske udfordrer Viggo Vangsgaard er da også klar over, at slaget om borgmesterstolen kan blive svært at vinde.

- Vi må jo sige, at det ikke er positivt i vores retning, at SF nu ikke stiller op. Det er altid svært at vælte en siddende borgmester, men han får kamp til stregen, og jeg tror stadigvæk på, at det kan lykkes, siger Socialdemokratiets spidskandidat og nuværende 2. viceborgmester, Viggo Vangsgaard.

STRIDSPUNKTER: Udvikling, udlicitering og udstykning

Efter i flere år at have kæmpet en hård kamp mod den manglende bosætning på øen, ser kurven ud til at være knækket. Erhvervslivet er i fremgang, og nu kæmper flere af øens virksomheder med mangel på arbejdskraft. Udviklingsdagsordenen bliver derfor formentlig en af overskrifterne i valgkampen,

- Jeg tror, at det, der bliver vigtigt, er spørgsmålet om, hvem der kan holde kursen for Mors, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Derudover kan udlicitering af kommunale opgaver også komme op til debat igen. Netop udlicitering var en del af konstitueringsaftalen ved sidste valg, men er ikke rigtig blevet ført ud i livet. Om det skal det i den kommende periode, er der ikke helt enighed om blandt partierne på Mors.

Den seneste tid har der desuden været debat om området Ørodde i Nykøbing, og hvad der skal bygges her, når den lokale idrætsforening flytter. Der er bred enighed om, at området skal udnyttes, men nogle vil have ren natur, mens andre vil udstykke parcelhusgrunde i dele af området.

I ØVRIGT: Demokratisk Balance – hvad nu?

På valgaftenen bliver det igen i år spændende at følge Demokratisk Balance. Med over 2000 personlige stemmer til partistifter Michael Dalgaard blev han den helt store grund til, at partiet ved sidste valg fik en drømmestart i kommunalpolitik og opnåede hele fire mandater. 

Den populære politiker genopstiller ikke ved det kommende kommunalvalg, og til at løfte den tunge arv står nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Ellen Philipsen Dahl.

- Michael var en stor stemmesluger, og det er en stor udfordring, vi tager op. Men vi har en politik og kører videre i samme retning som ved sidste valg. Der er bestemt noget at bygge videre på, og jeg tror på det, siger hun.

Demokratisk Balance vil ikke på forhånd melde ud, hvem de støtter som borgmester. Til gengæld har socialdemokraterne åbnet for, at det kan blive Ellen Philipsen Dahl selv, hvis ikke socialdemokraterne kan få posten.