Vælgere raser over ny Venstre-borgmester

Vælgerne er utilfredse med, at Hans Østergaard er Ringkøbing-Skjern Kommunes nye borgmester.

Hans Østergaard fra Venstre er Ringkøbing-Skjern Kommunes nye borgmester.
Hans Østergaard fra Venstre er Ringkøbing-Skjern Kommunes nye borgmester.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

På TV MIDTVESTs Facebook kommer der hele tiden nye kommentarer om Venstres nye borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune. Utilfredsheden er især rettet mod Socialdemokratiets Søren Elbæk, der har indgået aftalen med Venstre og Hans Østergaard.

- Det er bare ikke i orden! Et stort flertal af vælgerne har peget på en anden borgmesterkandidat! Hvor er folkets stemme i det her? Som politiker i et demokrati er man forpligtet til at lytte til folket og ikke mindst flertallet! Det er usmageligt, når man som politiker kun handler efter egen vinding, skriver Betina Landting Nørremark Holm.

- Smukt Socialdemokraterne. Nu mister I stemmer ved næste valg. Vi her i kommunen har stemt, at Venstre ikke skulle have magten. Nu havde vi chance. Og så spytter I på den. Du kan blive vice ved Kristendemokraterne, skriver Kim Andersen.

- Svagt! Skam dig Søren Elbæk. Jeg håber, at alle husker jeres stunt om 4 år. Føj! skriver Grethe Marie Stouby Pedersen.

- Det er igen Søren Elbæk og Socialdemokratiet som er så nemme at købe for et par formandsposter, jeg siger fy for satan, skriver Kurt Andersen.

Over midnat i går gik forhandlingerne mellem partierne først for alvor i gang i Ringkøbing, og her til aften nåede Venstre og Socialdemokratiet altså frem til en aftale. En aftale der gør Hans Østergaard til borgmester og Søren Elbæk til viceborgmester.