Ugebrev spår to nye socialdemokratiske borgmestre

Mandag Morgen vurderer, at magten tipper i Thisted og Struer.

Socialdemokraternes borgmesterkandidat i Thisted, Ulla Vestergaard (th), var den 9. november en tur i Klitmøller sammen med partiets formand Mette Frederiksen,
Socialdemokraternes borgmesterkandidat i Thisted, Ulla Vestergaard (th), var den 9. november en tur i Klitmøller sammen med partiets formand Mette Frederiksen,
Foto: Henning Bagger/Scanpix

Det er højsæson for politiske analyser.

Valget til kommuner og regionsråd den 21. november har sat de politiske spåmænd på hårdt arbejde, og senest har ugebrevet Mandag Morgen meldt sig med sit bud på udfaldet i samtlige danske kommuner.

Mest bemærkelsesværdigt set med midt- og vestjyske øjne er nok, at Mandag Morgen regner med et magtskifte i både Struer og Thisted Kommuner, og at de to kommuner dermed får en socialdemokratisk borgmester efter årsskiftet.

I Thisted Kommune mener ugebrevet, at den interne uro i den borgerlige lejr kan bane vejen for socialdemokraternes borgmesterkandidat, Ulla Vestergaard.

Den siddende borgmester, Lene Kjelgaard Jensen, blev sidste år vraget som Venstres borgmesterkandidat og meldte sig senere ind hos de konservative. Samtidig har der også været uro i Dansk Folkeparti, hvor Ib Poulsen ikke længere er spidskandidat.

- Balladen i den borgerlige lejr er Socialdemokratiets chance. Partiet stiller atter op med Ulla Vestergaard i spidsen. Hun vil formentlig kunne drage fordel af den megen ballade. Det store spørgsmål er, om det er nok til at få borgmesterposten. Det spår vi, at det er, skriver Mandag Morgen i sin analyse.

Tæt løb i Struer

Om Struer Kommune bemærker ugebrevet - som TV MIDTVEST også satte fokus på forleden -  at der har været tradition for, at Venstre og Socialdemokraterne skiftes til at have magten.

- Det bliver et meget tæt løb. Men vi tror på, at Socialdemokratiets Niels Viggo Lynghøj kan gøre comeback og generobre den borgmesterkæde, han senest havde frem til 2014, lyder analysen.

I Viborg spår Mandag Morgen, at Venstres Ulrik Wilbek kan overtage magten fra den konservative Torsten Nielsen.

Ugebrevets analyse bygger på meningsmålinger, reportager i lokale og regionale medier, TV 2 og DR samt samtaler med - som det formuleres - udvalgte aktører.

Se hele analysen her