Rivalerne er i krise - nu øjner Socialdemokratiet en chance

Venstre og Konservative plejer at være et team, men det ser ud til, at Venstre har slået op.

1:19
Socialdemokratiet drømmer om en borgmesterplads.
Foto: TV MIDTVEST

Socialdemokraterne i Vesthimmerland øjner en chance for en borgmesterpost, efter at Venstre har meldt ud, at de ikke længere ønsker at pege på siddende borgmester, Knud Kristensen fra Konservative Folkeparti.

Knud Kristensen var ellers en kæmpe stemmesluger ved valget i 2013. Her fik han hele 25 procent af alle stemmer i kommunen. Men han har haft en turbulent valgperiode, hvor han har været involveret i sager om inhabilitet. Ifølge spidskandidaten for Venstre i Vesthimmerland Kommune, Per Bach Laursen, så er det dog ikke den eneste årsag til, at Venstre ikke længere vil lege med.

- Vi har peget på ham to gange, men det synes jeg faktisk ikke, at vi har fået så meget ud af. Især ikke de sidste tre år. Det gik fint nok i begyndelsen af perioden, men det er som om, der er opstået en tendens til, at når de konservative er flest, så de kan sådan set bestemme det hele selv uden at spørge os, fortæller han.

Det får Socialdemokraterne til at se deres snit til en mulig borgmesterpost.

Socialdemokraterne håber på Venstre

Spidskandidat for Socialdemokratiet i Vesthimmerland, Palle Jensen, har en ny plan.

- Jeg regner da med, at en af dem kommer på valgnatten og siger, ”Palle, du har 24 års erfaring, og vi har altid haft et godt samarbejde. Så nu er det din tur til at blive borgmester”. Det er da det, jeg håber på, forklarer han.

Den løsning tror Per Bach Laursen dog ikke på.

- Jeg er helt sikker på, at vælgerne de vil give Venstre flere stemmer end Socialdemokraterne. Så det bliver Palle, der kommer til at pege på mig, forklarer han.

Han understreger, at han ikke har indgået en aftale med Palle Jensen.

- Det har vi heller ikke med de Konservative, for vi føler ikke, at vi får noget ud af det.

1:29
Lær mere om Vesthimmerland Kommune her.

Konservative tror på det

Knud Kristensen har dog ikke givet op endnu, selvom det umiddelbart ser ud til, at hans allierede fra sidste valg – Venstre og Socialdemokratiet – har forladt ham. Han tror stadig på, at Venstre vil bakke ham op.

- Per er en rigtig flink fyr, og vi har også et fint samarbejde. Lad ham sove på det, og lad os nu se. Det er klart, at selvom man konstituerer sig og er enige om noget, så kan der godt opstå situationer, hvor man ikke kan være 100 procent enige, siger han til beskyldningen om, at Konservative er gået deres egen vej.

Se hele debatten fra Vesthimmerlands Kommune herunder:

57:48
Pop-up valg i din kommune. Debatten mellem valgets spidskandidater kan foregå i en sportshal, et indkøbscenter eller på en gågade. Se med når vi går kandidaternes holdninger efter. Denne gang fra REMA 1000 i Aalestrup.