Mette Frederiksen hjælper kandidat i meget blå kommune

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen besøgte Ringkøbing-Skjern for at hjælpe den lokale kandidat i kampen om borgmesterposten.

0:59
Socialdemokraternes formand Mette Frederisken besøgte Skjern

Så længe de fleste kan huske har venstre siddet tungt på borgmesterposten Ringkøbing-Skjern Kommune - også den gang det bare hed Ringkøbing Kommune.

Derfor stillede socialdemokraterne mandag med det helt tunge skyts i form af formand Mette Frederiksen. Socialdemokraterne drømmer nemlig om at overtage borgmesterstolen i en af landets allermest blå kommuner.

- Forhåbentlig gør det jo noget, at jeg som formand også er i Ringkøbing-Skjern. Det er jo ikke en traditionel socialdemokratisk kommune, siger socialdemokraternes formand Mette Frederiksen.

Det er den lokale spidskandidat Søren Elbæk, der håber at formandens opbakning kan give det nødvendige medvind i kommunalvalgkampen.

Han tror socialdemokraterne har en historisk mulighed for at erobre borgmesterkæden.

- Vi tror, det er tid til fornyelse. Vi tror, det er tid til ny politisk kultur, siger Søren Elbæk.

Det politiske møde blev holdt på uddannelsescentret i Skjern. De studerende kunne stille spørgsmål til både statsministerkandidaten og borgmesterkandidaten.

- Borgmesterkandidaten var ikke lige den bedste til at snakke til os som elever, men det synes jeg i den grad Mette Frederiksen gjorde rigtigt godt, siger Nicklas Stampe, der går i 2.G på HTX i Skjern.