Skive-Listen har kun eksisteret i to måneder. Nu brager det ind på rådhuset i Skive Kommune.
2.408 borgere har stemt på partiet. Det betyder, at Skive-Listen har fået 8,8 procent af alle stemmerne i Skive Kommune, og dermed er det det parti, der har fået tredjeflest stemmer kun overgået af Venstre og Socialdemokraterne.
Sammen med Det Radikale Venstres ene mandat bliver Skive-Listens to mandater afgørende for, hvem der bliver borgmester i Limfjords-kommunen.
Også SF kan notere et godt valg og går fra et mandat til to.
Socialdemokraterne går også frem, da otte mandater er blevet til ni.
Dansk Folkeparti bliver de store tabere i kommunen med en tilbagegang på to mandater - altså en halvering fra fire til to.
Borgmester Peder Christian Kirkegaards parti, Venstre, mister et mandat og går fra 12 til 11. Med til historien hører, at borgmesteren ikke har kunnet føre valgkamp på grund af sygdom.
Enhedslisten mister sit mandat og vinker farvel og tak for denne gang til byrådet.