Flyvholm er flyvende

Meget skal gå galt, hvis ikke Venstres Erik Flyvholm skal fortsætte i borgmesterstolen i Lemvig Kommune.

Venstre og Erik Flyvholm fik absolut flertal ved valget i 2013
Venstre og Erik Flyvholm fik absolut flertal ved valget i 2013
Foto: Jonas Gravgaard, TV MIDTVEST

BORGMESTERKAMPEN: Flyvholm sidder tungt i stolen

Umiddelbart ligner det en formsag for Lemvigs populære borgmester, Erik Flyvholm (V), at vinde sin fjerde valgsejr i træk siden kommunesammenlægningen. 

Venstre har siddet tungt i borgmesterstolen i Lemvig siden 1954. I 2013 fik Venstre et forrygende valg og sikrede sig absolut flertal med 12 ud af 21 mandater. Borgmester Flyvholm fik personligt en femtedel af stemmerne i hele kommunen og lige så mange som socialdemokraterne til sammen. 

De fleste - uanset partifarve - er enige om, at der er styr på økonomien i Lemvig Kommune. Mange virksomheder tjener gode penge og ledigheden er omkring 3 procent. 

Det gør det svært for de andre partiers borgmesterkandidater at tro på, at de for alvor kan få stolen til at vakle under Flyvholm.

Er der nogle der skal udfordre Erik Flyvholm, er det enten socialdemokraternes Kenneth Bro eller konservatives Orla Østerby.

Siden valget i 2013 er Orla Østerby kommet i Folketinget, det skete som afløser for Søren Pape, da han blev justitsminister.

Flere af de mindre partier drømmer i midlertid om at bryde Venstres absolutte magt. Hver især håber de at få så mange stemmer, så borgmesteren er tvunget til samarbejde.

- Det er jo ikke godt, hvis borgmesterkontoret i Lemvig bare er Venstres klubhus, siger den konservative spidskandidat Orla Østerby.

STRIDSPUNKTER: Fraflytning og mangel på arbejdskraft

Ved budgetforhandlingerne i 2015 valgte Konservative, Socialdemokraterne og SF for første gang at stå uden for. Baggrunden var at Venstre udnyttede sin flertal til at trumfe en bevilling på 5 millioner kroner igennem til et vandkulturhus i Thyborøn.

Ellers er det store tema ved valget i Lemvig fraflytning og mangel på arbejdskraft. Lige som andre kommuner i landsdelen oplever Lemvig at de unge flytter væk, og dem der bliver tilbage bliver ældre og ældre. 

Det betyder at en del virksomheder kæmper med at få kvalificeret arbejdskraft. Det kan på sigt blive en udfordring for kommunens velstand og vækst.

Venstre vil gøre Lemvig til et smørhul for dem der bor der, frem for at satse penge og tid på dem, der alligevel ikke vil være i kommunen.

For andre rækker det ikke helt. Nogle ser gerne, at kommunen tager imod flere flygtninge. Andre satser på at fastholde de mange østarbejdere, der arbejder i området - eller hente endnu flere til.

Det er dog ikke en vej, hverken Dansk Folkeparti eller Nye Borgelige, som stiller op for første gang, nødvendigvis bryder sig om.

I ØVRIGT: Farvel til store politiske personligheder

Optakten til valget i Lemvig fik en sørgerlig start, da SF's spidskandidat Kristen Touborg døde i en trafikulykke. Den tidligere mf'er skulle overtage efter Elisabeth Moltke, der har valgt at stoppe.

I stedet har SF rykket den økologiske mælkeproducent Arne Noe frem i gelederne. Nu skal han forsøge at svinge den yderste røde fane i den blå kommune. 

Det her valg bliver farvel til den tidligere venstreborgmester Jørgen Nørby. Han var borgmester 1998-2006, hvor han stillede op og tabte til den nuværende borgmester Erik Flyvholm.

Tre af de store stemmeslugere ved valget i 2013 stiller ikke op denne gang. Ud over Jørgen Nørby (619 personlige stemmer) og Elisabeth Moltke (355 personlige stemmer) så stiller socialdemokraten Gitte Fiskbæk (403 personlige stemmer) heller ikke op.

Det kan måske give lidt spænding, hvor de knap 1400 stemmer fordeler sig.