Ved du, hvem du vil stemme på? Prøv den store kandidattest til kommunalvalget her

For første gang er så godt som alle danske regionalmedier gået sammen om at lave en endnu mere lokal kandidattest til kommunal- og regionsrådsvalget 16. november.

Der er lavet kandidattests til både kommunal- og regionsrådsvalget.
Der er lavet kandidattests til både kommunal- og regionsrådsvalget.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Der er snart tid til, at midt- og vestjyderne igen skal til stemmeurnerne for at vælge, hvem der skal sidde i by- og regionsrådene de næste fire år.

I den forbindelse er så godt som alle danske regionalmedier gået sammen for at lave lokale kandidattests til henholdsvis kommunal- og regionsrådsvalget.

Meningen med kandidattesten er ikke, at den skal fortælle dig, hvem du skal stemme på. I stedet kan den hjælpe dig med at finde kandidater, der matcher med dine politiske holdninger.

Kandidattests spiller generelt en vigtig rolle for danskerne, når valgene nærmer sig, fortæller Kasper Møller Hansen, der er valgforsker ved Københavns Universitet.

- Hvis man sammenligner det med andre måder, kandidaterne kan nå vælgerne på, så er de her kandidattest uden sammenligning det mest brugte redskab til at finde ud af, hvem man gerne vil stemme på, forklarer han.

Sådan bruger du bedst en kandidattest

Kasper Møller Hansen fortæller, at cirka halvdelen tager testen, før de går til valgurnerne. Det gælder især de yngre vælgere, men generelt er der mange på tværs af alle aldersgrupper, der bruger den til at blive klogere på, hvem de skal stemme på.

Ud af dem, der tager en kandidattest, så fortæller cirka halvdelen, at de følger de råd, som de får. Det er dog ikke det samme som at halvdelen vælger at sætte krydset et nyt sted på baggrund af testen. En del vil formentlig blive bekræftet i det, de allerede har besluttet sig for, lyder det fra valgforskeren.

Han har gode råd til, hvordan han mener, man kan få mest muligt ud af at tage en kandidattest.

- Hvis man forsøger at koge, hvad der sker i en kommune, ned til ti spørgsmål, så kan vi ikke undgå, at man ender i en situation, hvor det både er simpelt og overfladisk. Men det er stadigvæk noget, som er kommet for at blive, og så er det vigtigste at gøre dem så gode som muligt og opfordre kandidaterne til at deltage i dem, forklarer han.

Han anbefaler, at man som vælger forsøger at tage flere forskellige test, og at man også forsøger at lege lidt med ens valg for at lære mere om, hvilke muligheder man har.

- Så man mere ser det som et vejledende redskab, hvor man leger sig lidt frem til, hvem man skal stemme på, i stedet for at se det som at der kun er én mulighed, og det er den, der står øverst, uddyber han.

Når man får præsenteret de kandidater, der matcher ens valg bedst, så har man også mulighed for at gennemgå deres svar. Her har kandidaterne haft mulighed for at uddybe, hvorfor de har valgt, som de har, så man kan lære dem endnu bedre at kende.

Der er lavet to forskellige tests til kommunalvalget og regionsrådsvalget.