To spidskandidater smittet efter vælgermøde - nu er stort møde aflyst

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis spidskandidater i Lemvig Kommune er syge med Covid-19, selv om de begge er vaccinerede.

5:17
To spidskandidater i Lemvig er smittet med corona. Det giver panderynker på borgmesterkontoret.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Coronasmitten griber nu for alvor ind i valgkampen i Lemvig Kommune. 

Efter et vælgermøde i Harboøre er Socialdemokratiets spidskandidat Lone Pilgaard Sørensen og Dansk Folkepartis spidskandidat Karl Balleby begge blevet konstateret syge med Covid-19.

- Det er superuheldigt, og jeg må tilstå, at jeg havde ikke tænkt, at jeg kunne gå hen og blive syg af corona, når jeg er vaccineret og god til at tage forholdsregler, siger Lone Pilgaard Sørensen.

Der var omkring 150 deltagere i vælgermødet i Harboøre. Alle partiernes spidskandidater deltog i mødet undtagen Allan Berg fra Nye Borgerlige, og Lone Pilgaard Sørensen er næsten sikker på, at hun er blevet smittet under mødet.

-  Jeg ved, at der var nogen, der fandt ud af, at de var smittet med corona, da de kom hjem derfra. Og der er flere end mig, der er blevet smittet efterfølgende, så jeg tror bestemt, at det er derfra, siger hun.

A
Lone Pilgaard Sørensen
Socialdemokratiet
Se hele Lone Pilgaard Sørensens profil

Vælgermøde på gymnasiet aflyst

Karl Balleby, der også er fuldt vaccineret, ved ikke, hvor han er blevet smittet, men han vil ikke udelukke, at det skete under mødet i Harboøre.

- Mødet foregik i god ro og orden, og der var ingen, der råbte hinanden ind i hovederne. Jeg har ingen idé om, hvor jeg har fået det fra, men det lyder ikke usandsynligt, at jeg også har fået det ved det vælgermøde, siger han.

Både Lone Pilgaard Sørensen og Karl Balleby konstaterer, at smitten kommer på et meget uheldigt tidspunkt. 

- Det er selvfølgelig et rigtig træls tidspunkt at få corona i den sidste gode uges tid op til valget, men heldigvis er et parti ikke kun én kandidat. Jeg har nogle rigtigt gode medkandidater, som skal ud og løfte flaget, og så skal jeg nok være mere aktiv på Facebook, siger Lone Pilgaard Sørensen.

O
Karl Balleby
Dansk Folkeparti
Se hele Karl Ballebys profil

Selv om hun umiddelbart synes, at hun har taget sine forholdsregler, erkender hun, at det nok har ændret sig på det seneste.

- Nu har vi jo gået og passet på og passet på, og så er det ligesom om, at vi har glemt det igen. Vi er vaccinerede og kan frit bevæge os rundt. Vi giver hånd og sidder tæt på hinanden, og vi er måske ikke så gode til at holde afstand mere. Vi tænker nok, at det sker der ikke noget ved, men der må jeg så erkende, at sådan er det ikke, siger Lone Pilgaard Sørensen.

De to coronatilfælde blandt spidskandidaterne har nu fået den konsekvens, at et stort vælgermøde på Lemvig Gymnasium tirsdag aften er blevet aflyst. Mødet på gymnasiet plejer at være kommunalvalgets største i Lemvig Kommune, men arrangørerne tør ikke tage chancen, har de netop besluttet.

-  Blandt tilhørerne vil der sandsynligvis være mange valgstyrere og valgtilforordnede. Dem skal vi bruge på tirsdag i næste uge for at kunne afvikle valget, så hvis der kom et stort smitteudbrud, ville vi have et kæmpe problem med at få afviklet valget i Lemvig Kommune, siger Ivan Møller Sørensen, der er formand for Socialdemokratiet i Lemvig.

Et debatmøde mandag aften på Hotel Lidenlund i Lemvig arrangeret af Ældresagen og Ældrerådet i Lemvig Kommune er også blevet aflyset, oplyser arrangørerne mandag eftermiddag.