'Pape-effekt' på spil: Tidligere købmand i Papes hjemby stormer ind i byrådet

Partiet er gået frem i store dele af Midt- og Vestjylland.

Steffen Drejer stillede op for konservative i Bjerringbro, han løb med absolut flest personlige stemmer.
Steffen Drejer stillede op for konservative i Bjerringbro, han løb med absolut flest personlige stemmer.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Der har været store smil på læberne af de konservative kandidater, efter tirsdag aftens valgresultater kom frem. Det Konservative Folkeparti har nemlig haft den største fremgang ved et kommunalvalg i 36 år.

I alt blev det til 13 borgmesterposter og fremgang i 92 ud af 98 kommuner og alle regioner.

 Og i partiformanden Søren Pape Poulsens hjemby Bjerringbro gik valget også forrygende.

Her stormede partiformandens gamle nabo, Steffen Drejer, ind i Viborg byråd med størstedelen af stemmerne fra byens valgsted. 

- Helt præcist fik jeg 1052 stemmer. Jeg har svært ved at forstå det, jeg synes, det er fantastisk, siger kandidaten for de konservative.

Og med de personlige stemmer bliver han Bjerringbros mest populære kandidat i byen. Og det er på trods af, at det var første gang, han stillede op til kommunalvalg.

Steffen Drejer har nemlig i mange år drevet en købmandsforretning i byen, men nu er den solgt, så han kan fokusere på politik.

C
260614-0f109ca8.jpeg
Steffen Drejer
Det Konservative Folkeparti
Se profilside

Flere kommuner ramt af 'Pape-effekten'

I Bjerringbro fik det Konservative Folkeparti hver tredje stemme, og det blev klart byens største parti. Og det glæder partiformanden for konservative, Søren Pape Poulsen, at det var hans gamle nabo, der fik flest stemmer.

- Det er et meget flot valg for Steffen Drejer. Og det viser godt, at han var en meget vellidt købmand og handelsstandsformand i byen. Det er fuldt fortjent, siger han.

0 % optalt

    Men ifølge partiformanden så undrer det ham slet ikke, at den tidligere købmand høster så mange stemmer.

    - Han er utrolig omgængelig, han er godt til at snakke med folk og god til at samarbejde, siger Søren Pape Poulsen.

    Udover Viborg Kommune så klarede partiet sig også suverænt i andre kommuner i landsdelen. 

    Bare i Midt- og Vestjylland får Det Konservative Folkeparti en fremgang på 20 nye byrådsmedlemmer på tværs af kommunerne - altså den klart største fremgang i landsdelen et parti har fået.

    På landsplan går partiet fra 8 til 12 borgmestre. 

    Endnu mere konservativ politik

    Ifølge Søren Pape Poulsen skal der nu endnu mere konservativ politik rundt i landets kommuner, fordi der kommer langt flere byrådsmedlemmer, end der har været tidligere.

    - Nu skal byrådsmedlemmerne sikre, at det er godt at drive virksomhed i kommunerne, så vi har råd til vores velfærdssamfund, siger han og fortsætter:

    - De skal også sikre, at vi har en ældrepleje, hvor det er værdigheden, der er i centrum. Og en god folkeskole, det skal de ud at gøre noget ved, og det er jeg sikker på, at de vil gøre derude.

    Men selv om partiet har klaret sig så godt i store dele af landet, så vil særligt Bjerringbro altid have en stor betydning for partiformanden, som er opvokset der.

    - Det varmer jo lidt mit gamle Bjerringbro-hjerte, at vi er tilbage igen som det største parti, siger han.