Genhør dramaet: I Ringkøbing-Skjern blev der kæmpet til det sidste - men én kandidat endte med at tage fusen på de andre

Kommunalvalget nærmer sig, men inden det igen er tid til at tælle stemmer og fordele mandater, kan du genopleve det højspændte begivenhedsforløb, der fandt sted for fire år siden i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Der var fuld knald på dramaet, da der skulle findes en borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune for fire år siden - og det har du nu mulighed for at genopleve.

TV MIDTVEST har i samarbejde med Radio4 produceret en podcast, der tager dig med tilbage til alle uoverensstemmelserne og den overraskende afgørelse. I ’Kampen om Kæderne i Ringkøbing-Skjern – Hvem blinker først?’ dykker værterne ned i de begivenheder, der foregik på Rådhuset i Ringkøbing dagen efter valget.

Du kan høre alle detaljerne i den dramatiske historie i podcasten lige her:


Store drømme og hemmelige aftaler

Morgenen efter valgaftenen i 2017 ankom kristendemokraten Kristian Andersen til Rådhuset i Ringkøbing med en klar forventning om, at borgmesterkæden skulle være hans. 

Politikere fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Kristendemokraterne og Fjordlisten havde en historisk chance for at tage magten og borgmesterkæden fra Venstre. 

De skulle dog først blive enige om, hvem der skulle være borgmester, men den diskussion gik ikke helt, som de havde forventet.

Hverken socialdemokraten Søren Elbæk eller Kristian Andersen fra Kristendemokraterne havde noget ønske om at opgive drømmen om at få borgmesterkæden om halsen. Søren Elbæk ønskede ikke at støtte en kristendemokrat, der ikke havde et netværk på Christiansborg eller som ikke ønsker at vie homoseksuelle. Han havde derfor i hemmelighed indgået en aftale med Venstre.

Det hele endte med, at Kristian Andersen i en direkte udsendelse på TV MIDTVEST blev præsenteret for sit nederlag, og borgmesterposten gik - som sædvanlig - til Venstre. Dermed blev Hans Østergaard kommunens borgmester.

Tema

Kommunalvalg 2021