Bløddyr renser vandet og er godt for klimaet: Alligevel advarer naturfredningsforening om flere muslinger i fjorden

Protein fra muslinger har et lavt klimaaftryk, og de små bløddyr renser vandet for kvælstoffer. Alligevel advarer Danmarks Naturfredningsforening mod for mange muslinger i Skive Fjord og Limfjorden.

Den lille, bløde klat syner ikke af meget, men alligevel er muslinger igen og igen et tema. Og det nært forstående kommunalvalg bliver efter alt at dømme ingen undtagelse. 

På papiret er muslinger fra eksempelvis Skive Fjord noget af det grønneste protein, man kan bruge som dyrefoder. Og så fjerner de oven i købet kvælstof fra vandet. Der er bare et problem: De små bløddyr efterlader slam i store mængder på bunden af fjorden. 

Sådan lyder budskabet fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), hvis præsident, Maria Reumert Gjerding, onsdag gæstede Skive Fjord, der er hjem for en stor muslingefarm. 

- Vi er dybt bekymret over, at der kommer mange 'smart farms' (særlig type muslingefarm, red.) Det kan have store konsekvenser for miljøet og naturen i fjorden, lyder det fra præsidenten. 

Hun var sammen med Skives borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V) og den socialdemokratiske borgmesterkandidat Peder Christensen inviteret til fjorden af den lokale afdeling i Danmarks Naturfredningsforening. 

De to politikere var ivrige efter at udveksle synspunkter med præsidenten fra Danmarks Naturfredningsforening.
De to politikere var ivrige efter at udveksle synspunkter med præsidenten fra Danmarks Naturfredningsforening.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Det er i sidste ende de nationale myndigheder, der skal give tilladelse til at opføre nye muslingefarme, men DN håber, at borgmestre kan lægge pres på Christiansborg. 

- Vi er ikke imod muslingeopdræt, men det skal ske ud fra en solid miljøvurdering. Det vil vi gerne drøfte med de lokale borgmesterkandidater, understreger Maria Reumert Gjerding. 

Borgmester vil have mere indflydelse

Venstreborgmesteren Peder Chr. Kirkegaard både lyttede og udvekslede ord med præsidenten fra DN. Han peger på, at man på nogle punkter er enige med interesseorganisationen. 

- Som kommune vil vi gerne have langt større indflydelse på, hvor farmene skal ligge, forklarer han. 

Borgmesteren understreger, at en højere grad af kommunalt selvstyre eksempelvis skal sikre sejlads i fjorden og samtidig underbygge andre rekreative aktiviteter. 

- Der skal ikke være frit slag for, hvor man kan placere muslingefarme. Der skal også være en grænse for antallet, understreger han. 

quoteVi skal sørge for, at debatten bliver nuanceret.

Maria Reumert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Peder Christensen peger på, at en VVM-redegørelse kan blive et vigtigt værktøj, hvis kommunerne får står indflydelse i forhold til placeringen af nye farme. 

- Vi har brug for at vi kender betydningen af placeringen. Og vi skal være sikker på, hvordan man renser op, når det lukker, forklarer han. 

Undersøgelser viser, at muslinger renser vandet ved at optage overskydende kvælstof, der ellers ville føre til algevækst. Derudover er klimaaftrykket så lavt, at forskere kalder dem for 'en af de mest klimavenlige energikilder, vi kan spise'.

Ønsker nuanceret debat

Hos Danmarks Naturfredningsforening glæder præsident Maria Remuert Gjerding sig over muligheden for at udveksle erfaringer med de to borgmesterkandidater. 

-  Man skal tænke sig rigtig godt om, når man placerer dem (muslingefarme, red.). Hvis vi placerer dem de forkerte steder, skaber de problemer, siger præsidenten og tilføjer:

- Vi skal sørge for, at debatten bliver nuanceret.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) valgte 1. februar at indføre en midlertidig pause for nye tilladelser til muslingefarme. 

Pausen skal sikre, at der 'ikke sker en uhensigtsmæssig privatisering af havbunden i Limfjorden, som kan være i konflikt med andre aktiviteter på fjorden'.