70.000 valgplakater trykt i Brande - nu begynder kampen om lygtepælene

En virksomhed i Brande har trykt 70.000 valgplakater for 4-500 kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget. Fra i morgen klokken 12 bliver de hængt op.

Fra lørdag klokken 12 må kandiaterne hænge valgplakater op (arkivfoto).
Fra lørdag klokken 12 må kandiaterne hænge valgplakater op (arkivfoto).
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

I fire måneder har Steffen Fløes trykkeri i Brande nærmest arbejdet i døgndrift.

Om dagen for at servicere de almindelige kunder. Om natten og i weekenderne for at trykke valgplakater for kandidaterne til Kommunal- og Regionsrådsvalget.

70.000 valgplakater for mellem 400 og 500 kandidater er der blevet trykt hos Gripsign og Valgmateriale.dk.

- Nu er vi i mål, og det er gået rigtig godt. Vi blev færdige i tirsdags, så alle får deres plakater til tiden. Vi ville godt lige have været færdige to uger tidligere, hvis der nu skulle have været nogle udfordringer, men det gik alligevel, siger medejer Steffen Fløe.

Hos virksomheden i Brande har kandidaterne i gennemsnit fået trykt omkring 150 plakater. Deres ansigter er blevet trykt på en plastlignende plade, så de kan tåle regn.

Gripsign kan producere cirka 1500 plakater om dagen.
Gripsign kan producere cirka 1500 plakater om dagen.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Valgplakater virker

Fra i morgen lørdag klokken 12 må valgplakaterne sættes op. Nogen mener, det er lidt gammeldags med valgplakater - de pynter ikke og belaster miljøet.

Men de virker faktisk ifølge lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Det skriver Ritzau.

- Tidligere studier har vist, at der er en sammenhæng mellem det at opsætte valgplakater og så ens personlige stemmetal.

- Ved sidste kommunalvalg var det sådan, at i de små kommuner betød valgplakater ikke noget, men jo større kommunen er, jo mere betyder de, siger hun.

Bannere er stadig i produktion

Selv om valgplakaterne er færdige, er det dog ikke helt slut med valgmateriale hos virksomheden i Brande endnu.

De mangler nemlig stadig at lave flere bannere, som kandidaterne har bestilt.

- De haster ikke lige så meget, fordi de typisk skal sættes op hos private og ikke i lygtepælene, og det er der ikke rift om på samme måde, siger Peter Fløe.

Det er anden gang, trykkeriet trykker valgplakater.

2:12
Et synligt bevis på, at kommunalvalget nærmer sig er naturligvis valgplakaten. Allerede tilbage i juni blev produktionen blevet skudt i gang på fabrikken i Brande.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST