Klog på

Skoleforsker: - Mange nyuddannede lærere frygter skole-hjem-samtaler

Forældre til skolebørn er generelt blevet mere kritiske med årene, men hvis man gerne vil have en velfungerende folkeskole fremover, er man nødt til at stole mere på fagpersonalet, mener en skoleforsker.

26:58
Alle har en holdning til folkeskolen, som er en af børn og unges vigtigste grunduddannelse til livet og karrieren. Andreas Rasch-Christensen lever af, at forske i pædagogik og folkeskolen, og vejleder institutioner, pædagoger, skoler, lærere og sågar regeringer i ind- og udland med de seneste tendenser på området. Han fortæller om folkeskolen, hvordan man som forsker ser på historie, nutid og fremtid, og giver sit bud på både udfordringer og muligheder.

På mandag begynder et nyt skoleår, og det er ikke kun eleverne, der er spændte. Mange forældre er også klar til at engagere sig. Men selvom engagement er godt, så opfordrer skoleforsker Andreas Rasch-Christensen forældre til at gøre deres for, at samarbejdet får de bedst mulige betingelser.

- Det, man som forældre kan gøre, er, at træde respektfuldt ind i det samarbejde også tænke, at her har vi nogle veluddannede professionelle, og de skal nok tage sig godt af mine børn, siger Andreas Rasch-Christensen, der er skoleforsker på VIA University College, Region Midt.

Han kan tydeligt se, at forældre er mere kritiske nu, end de var for år tilbage. Blandt flere lærerstuderende har der sågar spredt sig en form for ”forældrefrygt”.

- Der er faktisk nogle af de nyuddannede lærere, som frygter skole-hjem-samarbejdet, fordi man hører meget om, hvor voldsomt kritiske de her forældre er, siger han.

Men Andreas Rasch-Christensen mener ikke, at antallet af negative forældre er så massiv, som man ellers godt kunne få indtryk af. Faktisk viser en undersøgelse, at langt de fleste forældre er rigtig glade for deres børns folkeskole.

- Der blev lavet en meget interessant undersøgelse for nogle år tilbage, som pegede på, at et stort flertal af forældrene faktisk havde et relativt negativt syn på folkeskolen generelt, men de samme forældre havde et meget positivt syn på præcis den skole, som de kendte til, og hvor deres egne børn gik. Og faktisk tror jeg ofte, at det er det, der gør sig gældende – faktisk har de fleste forældre stor respekt for de lærere som har med ens egne børn at gøre, og så får man ind i mellem et lidt negativt billede på folkeskolen generelt, som følge af det generelle mediebillede der også indimellem tegnes, siger han.

Lærerne er afgørende for en god folkeskole

Mange af os husker sikkert en særligt dygtig, omsorgsfuld eller talentfuld lærer fra vores egen skolegang, og sådan er det stadigvæk i dag. Læreren er den mest betydningsfulde faktor for, at eleverne udvikler sig, dannes og lærer noget, imens de er i skolen, mener skoleforskeren.

- Derfor kan man sige, at jo bedre vi kan støtte op omkring lærerne og de pædagoger, der er i skolens arbejde, jo sikrer er vejen mod, at eleverne ikke bare udvikler sig fagligt, men at de også har det godt. Det lyder banalt at sige, men nogle gange har vi diskussioner om, hvor vi skal investere - er det i bygninger, er det i nyt elektronisk isenkram, og der kan man sige, at jo tættere man rykker investeringerne på undervisningen, jo bedre er den givet ud, siger Andreas Rasch-Christensen.

Selvom skoleeleverne synes, at det var meget fedt med hjemmeundervisning i begyndelsen af Corona, så har pandemien også gjort det klart, at skolen er vigtig for eleverne.

- Hvis ikke vi var klar over det før, så er det slået fast med syvtommersøm nu - eleverne savner faktisk at være i skole. De kan godt lide at være der, de savner deres kammerater, og de savner også de professionelle voksne. Så jeg tror, at den her periode har lært mange af os, at det er præcis derfor, vi har en skole, og den skal vi støtte op om, siger han.