Klog på

Freja vandt DM i tegning: Her får du hendes bedste tegnetips

De fleste kan lave en lille krusedulle, som med lidt held ligner en tændstikmand. Andre kan bare det der med at få streger til at ligne noget.

27:15
Her kan du se hele programmet "Klog På", hvor Freja Ytting Helldén var gæst i studiet.
Foto: Poul Gerner, Bent Løkke Leth, Palle Mouritsen

Freja Ytting Helldén fra Silkeborg var den i folkeskoleklassen, som altid skulle tegne, hvis der skulle laves et eller andet kreativt. Sådan én har vi vist alle gået i klasse med.

- Jeg bruger slet ikke tid nok på tegninger. Jeg ville ønske, jeg havde meget mere tid til det, siger hun.

Men selvom hun ikke føler, hun bruger nok tid på det, så er hun bedre end de fleste. Hun har vundet konkurrencen om at blive Dansk mester i tegning i aldersgruppen 18 til 21, og hun har altid forsøgt at udvikle sine teknikker, så tegning bliver en leg.

- Jeg kan rigtig godt lide at få tips på YouTube, og et af dem jeg er allermest glad for, det er, hvordan du kan bruge trekanter til at tegne næsten alting. Hvis du har en banan, en arm eller en anden frugt, så prøv at lav en trekant. Det virker lidt underligt, men det gør faktisk, at du kan tage udgangspunkt i den, og så bliver det bare ekstra godt, siger Freja Ytting Helldén.

1:28
Her kan du få Freja's bedste teknik til, hvordan dine tegninger bliver mere dynamiske.

Motiverne, hun tegner, skal helst være lidt svære, for det er der mest udfordring i.

- Jeg elsker at tegne fugle. Det er meget meditativt at tegne fjer. Og det er nogle smukke dyr. Jeg synes ikke, det er svært at tegne, for det er jo bare en streg med en bue, en streg med en bue, og så kommer alle fjerene af sig selv, siger hun.

En anden måde at blive dygtigere tegner på er, at kigge efter hvad andre kunstnere laver.

- Det er faktisk okay engang imellem at tegne efter et billede, som en anden kunstner har lavet, for det kan man lære helt vildt meget af. Engang var jeg rigtig dårlig til at sætte farver sammen på en god måde, og så så jeg et billede, hvor der var nogle rigtig flotte farver, og så lavede jeg bare en kopi af det, og så fik jeg ligesom fornemmelse for det med at sætte farver sammen, siger Freja Ytting Helldén.

Evnerne skal bruges i et kommende job

Freja har i mange år fulgt med, når der var DM i tegning, men det var først i år, hun tilmeldte sig konkurrencen. Og kvalifikationstegningen blev først sendt afsted få minutter inden deadline. Temaet var Comics, altså tegneserier, og Frejas tegning kvalificerede hende til finalen sammen med to andre.

Frejas kvalifikationstegning. ”Godt, jeg havde min paraply” var teksten, og Freja skulle tegne tre billeder ud fra den tekst.
Frejas kvalifikationstegning. ”Godt, jeg havde min paraply” var teksten, og Freja skulle tegne tre billeder ud fra den tekst.

I finalen skulle deltagerne tegne noget ud fra citatet ”Sikke en snotnæse!”. Det skulle færdiggøres på en time, og ideen til tegningen fik hun allerede aftenen forinden.

- Jeg havde set sådan en film, hvor de havde nogle underlige dragter på, og hvor de skulle undersøge nogle rumvæsner. Og det synes jeg simpelthen var en original tanke at tegne ud fra, siger hun.

At Freja Ytting Helldén er blevet dansk mester i tegning har bekræftet hende endnu mere i, hvad hun skal beskæftige sig med fremover. Lige nu har hun sabbatår, men hun vil gerne optages på Animationsskolen i Viborg, hvor hun gerne vil ind på uddannelsen Graphic storytelling, så hun kan gøre karriere som grafisk designer eller illustrator.

- Det handler om at lave comics, ligesom den konkurrence jeg var med i. Der er mange muligheder indenfor det. Hele videospils-verdenen har brug for masser af folk, som kan designe baggrunde, dyr og væsner. Det kunne være fedt at lave sådan noget, siger hun.