Klog på

Bo på 20 kvadratmeter: Det er både godt for pengepungen og klimaet

Flere danskere har fået øjnene op for, hvad boliger på få kvadratmeter kan. Og Danny Møller ved alt om, hvordan man bygger små, bæredygtige huse.

28:18
Kunne du bo på bare 20 kvadratmeter, hvor der både skal være plads til køkken, stue, soveværelse og bad? Tiny Houses er populært som aldrig før. Danny Volder Møller ved, hvordan man bygger dem på en bæredygtig måde.
Foto: TV MIDTVEST og Mikael Andersen, Torben Mondrup, Henrik Schiøth.

Det ligger ret meget i ordet – tiny house. Et lille hus.
Og de helt små huse, hvor alt er samlet på ganske få kvadratmeter, er blevet enormt populære.

- I stedet for at tænke i kvadratmeter, så handler det om at tænke i kubikmeter – hvordan udnytter vi, den plads vi har, og hvordan kan vi flytte flere aktiviteter udenfor, siger Danny Volder Møller, underviser på Vestjyllands Højskole og erfaren tiny house-bygger.

For mange af dem, som bygger deres eget tiny house eller bygger et færdigt et, så handler det om at spare på pladsen - men også om at spare på pengene.

- Vi skal ud og låne så mange penge, som skal forrentes, så både far og mor skal løbe på arbejde, og vi skal have vores børn passet udenfor vores hjem. Så vi er måske nødt til at skalerer en lille smule ned og sige – kunne vi nøjes med mindre. Mange har solceller på deres tiny house, og det betyder altså, at de kan være helt ligeglade med, om elpriserne stiger, eller hvad der sker i Rusland, siger han.

Store huse er ikke altid godt for os

Danny Møller underviser i bæredygtigt byggeri på Vestjyllands Højskole. Sidste sommer lavede højskolen er kursus, hvor man kunne komme og lære at bygge et tiny house. Og interessen har været så stor, at kurset kommer igen i år.

- Man kan jo godt have et godt liv i et mindre hus. Gennem de senere år har det vist sig, at vi får mere og mere stress, og vi bliver mere og mere dårlige, og samtidig er vores boligkvadratmeter steget. I 1981 havde vi i gennemsnit 43 kvadratmeter per indbygger, og i dag har vi 53 kvadratmeter, siger han.

Hampeskæver, træ, træfiberisolering, træfiberpladser, halm og papir er nogle af de produkter, som Danny Møller anbefaler, man bruger, som et bæredygtige alternativ til de traditionelle byggematerialer.

- Vi banker store betonpaladser op rundt omkring i mange byer, og samtidig har vi et klima, som ikke har det så godt længere. Så vi er nødt til at tænke i lidt andre baner. 40 procent af den energi, vi bruger i Danmark, den bliver brugt til enten at bygge et hus eller opvarme/drive det, siger han.

Bliver man uvenner i sådan et lille hus, så er det med stor sandsynlighed ikke økonomi, der bliver diskuteret. Omkostninger ved at bygge et tiny house er nemlig - tiny.

- Man kan bygge rigtig meget for 100.000 kroner, men det kommer meget an på, hvad man for eksempel kan finde af brugte vinduer og døre. Og er understellet for eksempel noget, man kan finde – en gammel halmvogn, en trailer eller noget andet, siger han og fortsætter.

- Hvis du gerne vil lave et billigt tiny house, så skal du holde øje med gode, brugte materialer, som kan bruges til det, så det tager altså lidt tid. Så i eftermiddag kommer du ikke til at bygge det, men du kan lave en plan, og så kan du begynde og holde øje og planlægge, og så er du klar til at bygge om nogle år, siger han.

Danny Møller har selv fire piger, og han har givet dem alle et godt flyt-hjemmefra-tilbud.

- Jeg har sagt til dem, at jeg gerne vil hjælpe med at bygge et tiny house til dem hver, som de kan få med, når de flytter hjemmefra, men der er ikke nogen af dem, der er bidt på endnu, så nu overvejer jeg så, hvad jeg nu skal gøre. Men de skal jo ikke bygge et hus for min skyld, griner han.