Bekymret historielærer: Eleverne lærer ikke nok om historie i skolen

René Bank Isager synes, det er rigtig vigtigt, at fremtidens historielærer kan inspirere børn og unge til at interessere sig for historie.

Det er lidt som at kaste en femmer i en automat, når René Bank Isager først begynder at fortælle om sin store interesse for historie. For han ved virkelig meget, om alt det der er sket gennem tiden. Men faktisk har det været noget af en opgave for ham at formidle sin begejstring videre til eleverne.

quoteSom historielærer har man en unik mulighed for at få hundrede eller tusindvis af børn til at komme ud på den anden side og vide, at historie er relevant og nyttigt

René Bank Isager, historie-underviser, Silkeborg

- Det helt store problem er, at mange elever ikke føler, de skal bruge historie til noget. "Hvad skal jeg bruge det til, at Christian den IV mistede et øje i 1644, so what? Hvad skal jeg bruge det til i dag", siger René Bank Isager, der er folkeskolelærer, underviser på læreruddannelsen i Silkeborg, forfatter til en række lærebøger og indehaver af en master i mellemøststudier.

Selv mener han, at historielærerne har det overordnede ansvar for, at de unge overhovedet bliver interesserede i historie.

- Som historielære har man en unik mulighed for at få hundrede eller tusindvis af børn til at komme ud på den anden side og vide, at historie er relevant og nyttigt, og at det har stor betydning for vores nutid, men også for hvordan vores fremtid bliver, siger han og fortsætter:

- Det er historielærernes fornemmeste opgave at vise eleverne, at deres nutid i dag rent faktisk er et resultat af fortiden. For mange elever er det som om, at det er to adskilte dele – fortiden er død, den er væk, og den har ikke nogen relevans for vores nutid, og det er jo ikke rigtigt, siger René Bank Isager.

Historieunderviseren har haft svært ved at finde undervisningsmateriale, som har kunne vække elevernes interesse for faget, og derfor har han selv skrevet en række nye lærebøger.

- Til dels handler det om at tale på et sprog og bruge nogle begreber, som er på et niveau, som eleverne kan forstå, og så er der nogle billeder i bøgerne som også hjælper dem til en bedre forståelse, siger han.

De lærerstuderende ved for lidt om historie

René Bank Isager underviser de studerende på læreruddannelsen i Silkeborg i historie. Her skal de igennem en stor mobbedreng af en historiebog, hvor man fra gang til gang skal læse 70-100 siders pensum. Men mange af de studerende synes, det er alt for meget, og derfor vælger de en mindre og mere komprimeret lærebog.

- Det er tankevækkende. Deres historiske viden om fortiden, den synes jeg måske er lidt udfordret. Det er ikke fordi, de ikke er interesseret i historie, ikke vil historie eller ikke ved noget om historie, men i forhold til at de skal ud og undervise i det, så er der mange ting, som de måske kunne vide mere om, siger han og tilføjer:

quoteI forhold til at de skal ud og undervise i det, så er der mange ting, som de måske kunne vide mere om

René Bank Isager, historie-underviser, Silkeborg

- Bekymringen er, at hvis de ikke har en faghistorisk stærk ballast at stå på, så kan de jo komme med nok så mange spændende ideer til, hvordan de skal tilvejebringe den viden i undervisningen, hvis de ikke har en faghistorisk viden at stå på – det er jo et eller andet sted fundamentet, siger han.