Kirkespor

Kommunalreformen har forandret skolelandsskabet

Skoleområdet i Morsø Kommune har for alvor kunnet mærke kommunalreformen. I dag er der flere privat- og firskoler end folkeskoler.

Naturfriskolen på Nordmors åbnede i 2015 og har i dag 34 elever.
Naturfriskolen på Nordmors åbnede i 2015 og har i dag 34 elever.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det er ti år siden, at kommunalreformen forandrede de midt- og vestjyske kommuner, da 35 blev til 13 nye storkommuner. Det fik også indvirkninger på skoleområdet, der har ændret sig markant siden kommunalreformen indtræden.

Tal fra undervisningsministeriet viser, at der i 2007 gik 8.266 børn i en Midt- og Vestjysk privat- eller friskole. Det er tal lå i 2015 på knap 11.000. I dag går 13 procent af skolebørnene altså i et privat alternativ til folkeskolen, og siden 2007 er der dukket 48 nye privat- eller friskoler op i landsdelen.

På Mors har man i særdeleshed mærket kommunalreformens effekt. Siden 2007 har Morsø kommune lukket fire folkeskoler, så der nu er fire tilbage. Til sammenligning er der syv fri- og privatskoler, der i dag har indskrevet mere end hver tredje af øens skolebørn.

Men ifølge kommunens borgmester er udviklingen slet ikke så dårlig endda.

- Hvis vi taler friskoler, er det jo et samlingspunkt. Det skaber yderligere en energi, så jeg er glad for de friskoler, vi har og jeg synes, det er et dejligt supplement til vores folkeskoler, siger Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune.

Lokal nødvendighed

Naturfriskolen på Nordmors åbnede i 2015. Det gjorde den som en protest mod kommunens lukning af den lokale folkeskole i Sejerslev.  En støtteforening med halvandet hundrede medlemmer tog sagen i egen hånd og købte den gamle folkeskole for 250.000 kroner. Og så var friskolen med i dag 34 elever og fem lærere en realitet.

- Det er vigtigt at have en skole herude. Det er vigtigt for købmanden, og for bageren og for sammenholdet herude og for alle aktiviteter, siger skoleleder på Naturfriskolen Nordmors, Kirsten Ringgard og fortsætter:

- Når vi kun har 34 elever og har en god økonomi, ser vi det som vores fornemste, at eleverne som minimum skal lære ligeså meget rent fagligt, som de skal i den danske folkeskole.

Ti nye elever er allerede tilmeldt næste skoleårs 0. klasse, og skolen sigter efter at komme op på 60-70 elever i alt.

 

5:40