Simon Kollerup savner Facebook: Det har kløet i fingrene

Der har været meget for folketingspolitiker Simon Kollerup at fortælle på Facebook i dag, men han har klaret dagen.

Simon Kollerup været meget aktiv på Twitter i dag.
Simon Kollerup været meget aktiv på Twitter i dag.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folketingspolitiker og deltager i TV MIDTVESTs Facebook-eksperiment, Simon Kollerup, har haft en travl dag, og det har fået det til at klø i fingrene.

- Det har ikke været den fedeste dag uden Facebook. Der har været to store sager, som jeg har været meget inde i, og som jeg derfor gerne ville have debatteret med mine vælgere, fortæller han.

Simon Kollerup har indvilget i at blive væk fra det sociale medie i 14 dage, samtidigt med at TV MIDTVEST heller ikke selv poster noget. Det gør vi for at undersøge, hvor afhængige både medier og brugere er blevet af at få nyheder fra sitet.

Han har i stedet måtte ty til et andet socialt medie, netop Twitter.

- Der er markant færre personer fra min egen valgkreds, og der er heller ikke den samme debat, så det har kløet i fingrene efter Facebook, men appen er der jo ikke, siger Simon Kollerup.

Fik en MMS

Simon Kollerups følgere har også opdaget, at politikeren er væk. En af dem ville endda gerne gøre ham opmærksom på, hvad der skete, mens han ikke var online.

- Jeg fik en god gammeldags MMS, der viste, at en nyhed om mig alligevel havde fundet vej til Facebook. Vedkommende syntes, at jeg lige skulle se det, nu hvor jeg ikke selv måtte gå ind, fortæller han.

Han er dog ikke i tvivl om, at han nok skal klare den.

- Jeg skal nok holde ud, men det bliver ikke uden abstinenser. Det har kløet i fingrene, fordi der har været så meget, jeg gerne ville fortælle om. Men det bliver forhåbentligt ikke lige så hårdt de næste dage, afslutter han.