Rasmus skal holde pause fra Facebook: - Det bliver nemt

Rasmus Johnsen er med i TV MIDTVESTs eksperiment, hvor fire personer skal holde sig fra Facebook i to uger. Det tror han ikke bliver et problem.

Rasmus Johnsen er iværksætter i Klitmøller.
Rasmus Johnsen er iværksætter i Klitmøller.
Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

Han skal holde pause fra Facebook i fjorten dage, men det bekymrer ham ikke.

- Det kan være, at jeg bliver overrasket, men jeg bruger det ikke særligt meget længere, så jeg tror, det bliver nemt, siger den 45-årige iværksætter Rasmus Johnsen fra Klitmøller.

En af grundene til, at han ikke længere bruger Facebook så meget er blandt andet den måde, nyheder bliver delt på det sociale medie.

- Jeg føler, jeg får for lidt ud af det, og det i særdeleshed i forhold til nyheder. Det er ikke fordi jeg har noget imod Facebook, jeg må bare erkende, at når jeg tjekker mit nyhedsfeed, så får jeg ikke de nyheder, som jeg føler, at jeg har behov for, for at få det meste ud af den tid, som jeg bruger på det, forklarer han og tilføjer:

- Hvis nyhedsfeedet er min primære kilde til nyheder, så er det nyhedsfeedet, der bestemmer hvad jeg ser og dermed også hvad jeg er opdateret omkring. Og der må jeg bare erkende, at i min hverdag er det ikke nok til, at jeg føler mig opdateret.

Twitter og nyhedsplatforme

TV MIDTVEST har startet eksperimentet for at undersøge, hvor afhængige både vi som medie og brugerne er af Facebook som nyhedsplatform. I de fjorten dage deler vi derfor heller ingen opslag på vores Facebookside.

Rasmus Johnsen bruger hovedsageligt nyhedssider som DR og TV 2, når han skal have nyheder. Ellers bruger han Twitter, som han klart foretrækker over Facebook.

- Jeg synes, det er en mere personlig måde, hvor jeg har større indflydelse på, hvad jeg får, hvornår jeg får det, og frem for alt hvad jeg får. Og det betyder meget for mig, forklarer han.

Men selvom han ikke er aktiv bruger af Facebook, så ser han alligevel frem til at se, hvordan han kommer til at opleve de to uger.

- Jeg synes, det er et spændende og relevant eksperiment. Jeg er faktisk spændt på at finde ud af, hvad det bringer op til overfladen af diskussioner. Og så er jeg spændt på om, jeg selv er mere afhængig af Facebook, end jeg tror, jeg er, afslutter han.