Må ikke logge på Facebook: Sådan går det for skeptikeren

TV MIDTVEST og vores fire testpersoner er nu i gang med tredje dagen uden Facebook.

Rasmus Johnsen må ikke logge på Facebook i to uger.
Rasmus Johnsen må ikke logge på Facebook i to uger.
Foto: Privat

Iværksætteren Rasmus Johnsen fra Klitmøller er i gang med sin tredje dag uden Facebook.

Han har sagt ja til TV MIDTVESTs udfordring om at skulle holde sig fra det sociale medie i fjorten dage. Den opgave fortalte han, at han mente ville blive nem, for han er generelt skeptisk overfor Facebook som nyhedsplatform.

I dag har vi talt med ham om, hvordan projektet skrider frem.

- Det går glimrende. Jeg har dog haft en enkelt situation, hvor der var en Facebook-gruppe, som jeg gerne ville have været forbi, forklarer han.

Han fortæller også, at han oplever, at de andre på kontoret diskuterer ting, som han ikke har set, men at det ikke generer ham synderligt.

- Jeg er ikke plaget af abstinenser. Det ville have overrasket mig, hvis jeg var blevet ramt. Hvis jeg derimod ikke havde måttet bruge Messenger, så havde det virkelig været et problem, siger han.

Ingen Messenger på computeren

En ting det dog har ændret for Rasmus Johnsen er den måde, hvorpå han bruger Facebooks chatfunktion Messenger. På en smartphone er Messenger en særskilt app, så den har deltagerne i eksperimentet fået lov til forsat at bruge. På computeren findes den dog igennem facebook.com.

- Det er lidt irriterende, at jeg skal tage telefonen frem for at bruge Messenger. Normalt har jeg det jo åbent, når jeg sidder ved min bærbar, forklarer han.

Hans nyhedsvaner har ikke ændret sig. Det foregår stadig over Twitter og igennem de forskellige nyhedssider. Rasmus Johnsen forklarer derfor også, at eksperimentet havde været værre for ham, hvis han skulle have holdt sig fra netop Twitter.

Der er dog en person, som han har ondt af.

- Jeg kan godt forstå, hvis det er hårdt for Simon Kollerup. Han kan ikke rigtigt erstatte Facebook med noget, når han vil i kontakt med sine vælgere, forklarer han.