Skive-borgmester kæmper fortsat for politiskole

Mens Viborgs borgmester er glad for endelig at have fået svar, så vil Skives borgmester kæmpe til det sidste for at få politiskolen til Skive.

120215Peder_Christian_Kirkegaard.jpg

Både Herning, Holstebro, Skive, Viborg og Silkeborg Kommune havde meldt sig ind i kampen om politiskolen. Her har borgmestrene og forvaltningen brugt tid og kræfter på at finde allerede eksisterende bygninger, mulige byggegrunde og udarbejdet rapporter til regeringen.

Og i går aftes kom så meldingen: Regeringen vil have den nye politiskole til Herning.

- En ny politiskole i det vestlige Danmark er afgørende for at fremtidssikre politiet. Rigspolitiet vurderer, at en nybygget skole er den bedste løsning, og regeringen har en ambition om, at politiskolen skal bidrage til at skabe en bedre balance mellem landsdelene med vækst og udvikling i hele Danmark. Regeringen agter på den baggrund at placere den nye politiskole i Herning, står der i et skriftligt svar fra justitsminister Søren Pind til TV MIDTVEST.

Skive giver ikke op uden kamp

At valget er faldet på Herning overrasker ikke hos Venstre-borgmester i Skive Kommune, Peder Christian Kirkegaard: Men han har ikke i sinde at opgive kampen om at få politiskolen til Skive.

- Det har gennem længere tid forlydt at Herning var favorit, så som sådan synes jeg ikke der er så meget nyt.
Jeg peger bare på vi har et rigtig godt område. Så indtil der ligger en fuldstændig klar aftale, så bestræber vi os på at få skolen til Skive, både fordi vi har kasernen, men også fordi vi synes vi lever op til alle krav.

I Viborg hilser den konservative borgmester, Torsten Nielsen, trods alt afgørelsen velkommen.

- Det er ganske befriende, at der nu endelig er kommet en udmelding. Selvfølgelig er det ærgerligt når nu vi er gået all in – og har alt jorden, der ligger lige op og ned af Karup lufthavn. Men vi har efterlyst en udmelding, den har vi fået. Det er befriende.

Amatør-agtigt forløb

Torsten Nielsen kritiserer ikke valget af Herning. Men han kritiserer forløbet:

- Vi føler os ikke snydt, det er vilkårene, når man går ind i sådan en konkurrence, den kan jo kun ligge et sted. Men vi er ærgerlige over forløbet. Det har været meget amatør-agtigt. Men nu vil vi hellere glædes over den er landet i regionen, siger han. 

Forløbet har heller ikke imponret hos regeringens samarbejdspartnere i Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl har i dag langet ud efter regeringens ageren i sagen.

- Det har været grebet fuldstændig galt an. Hvis det har været Venstres plan fra starten, at den skulle ligge i Herning, hvorfor har man så sat en hel masse kommuner i gang med at finde bygninger? Det er dårligt håndværk, siger Kristian Thulesen Dahl.