H.C Østerby: Holstebro er igen i spil til politiskole

H.C Østerby følger debatten om politiskolen tæt. Holstebro ligger nummer et, hvis politiskolen alligevel skal bygges i eksisterende bygninger.

HC Østerby, Holstebro
Foto: Frank Sørensen, TV MIDTVEST

Den socialdemokratiske borgmester i Holstebro, H.C Østerby, har naturligvis fulgt striden om placeringen af den ny politiskole i Vestdanmark tæt. 

Ikke mindst fordi Holstebros bud på en ny politiskole meget vel kan være i spil igen, efter at justitsministeren igen har åbnet op for placeringen af skolen.

2:41
Justistsminister Søren Pape Poulsen fjerner her til aften Regeringens krav om, at politskolen skal placeres i Herning

Kommunen har tilbud regeringen at flytte ind i de tomme lokaler efter Sct. Jørgen Skole.

- Det er klart, at hvis vi taler om hurtighed i byggetid og taler om pris, så er Holstebros mulighed og tilbud både det hurtigste og det billigste, så derfor går jeg da ud fra, at vi igen er i spil, lyder det lørdag fra borgmesteren.

Trine Bramsen: Vi holder os til planen

Regeringen meldte i november endeligt ud, at en ny politiskole skulle ligge i Herning. Det fik Hernings borgmester Lars Krarup til at juble, men fik også Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at kritisere både forløbet og ikke mindst beslutningen om, at regeringen ville bygge nyt.

- Vi har hele tiden sagt, at vi ønsker at benytte eksisterende bygninger. Vi ønsker, at vi bruger en af de næsten 40 rigtig gode og solide bygninger, som ligger rundt omkring i det vestlige Danmark, sagde socialdemokratiets retsordfør Trine Bramsen i går.   

4:36
DF og Socialdemokratiet afviser politiets anbefalinger om at en politiskole skal nybygges

Retsordføreren retter en skarp kritik af regeringens håndtering af sagen og peger blandt andet på, at et flertallet af folketinget ønsker at en politiskole skal bygges i allerede eksisterende bygninger. 

Og det er en blandt andet den udmelding, der giver håb til Holstebro Kommune og borgmester H.C Østerby.

Ud over de allerede eksisterende bygninger i den nedlagte skole, så har Holstebro Kommune også budt ind med slagterigrunden i midtbyen, hvor regeringen vil kunne bygge en ny politiskole.

- Derudover så har vi jo også fortalt, at vi jo har Jydske Dragonregiment som har et stort øvelsesområde, som kan benyttes som øvelsesterræn og til skydetræning. Så jeg mener, vi har et rigtig, rigtig godt bud.

Holstebro kommune i offensiven

Holstebro Kommune har for nogle dage siden sendt et brev til regeringen for igen at gøre opmærksom på kommunens tilbud.

- Og der har vi jo også skrevet, at når den nye motorvej står færdig i 2018, så vil der være under to timer fra Holstebro til Nyborg. Så den del er sådan set også på plads, siger H.C Østerby til TV MIDTVEST.

Borgmesteren håber og tror, at der stadigvæk er mulighed for at vinde politiskolen til Holstebro.

- Jeg mener, vi har et godt tilbud, så det skal jeg tro på, siger han.    

Justitsminister Søren Pape Poulsen har kaldt til møde mandag mellem tre regeringspartier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det er disse partier, der står bag aftalen om en ny politiskole i Vestdanmark.