Av, min julemave: Fed mad sender mange på skadestuen

Juletiden giver travlhed på skadestuerne, og det er især den fede julemad, der er synderen.

Fed mad hører julen til, men de ofte store mængder mad belaster vores system.
Fed mad hører julen til, men de ofte store mængder mad belaster vores system.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Tiden omkring juleaften handler om at hygge sig med familien, og det indebærer ofte store mængder mad.

Men selv om det skaber glæde, når flæskestegen kommer frem, så er den fede julemad samtidig en stor belastning for vores kroppe.

En timelang, stillesiddende middag med rigelige mængder alkohol er nemlig en oplagt kilde til fordøjelsesbesvær - særligt hvis det fortsætter til langt ud på natten. 

Det fortæller Tommy Andersson, der er ledende overlæge af akutafdelingen ved Hospitalsenheden Vest.

- Omkring jul ser vi mange flere madrelaterede problemer end normalt, og den fede julemad giver især anledning til galdesten, siger han.

Lægens råd: Hold igen med mængderne

Kroppen har brug for galde for at optage julemaden, og når galden pumpes ud i tarmene, kan en galdesten sætte sig fast.

- Galdesten kan mærkes ved, at man får ondt i maven og omkring ribbenene, og hvis det er rigtig slemt, kan det føles som en krampe. Hvis ikke symptomerne aftager af sig selv, skal man søge læge, og i værste fald kan man få brug for en operation, siger Tommy Andersson.

Hvis man gerne vil undgå, at julefrådseriet ender så vidt, så har overlægen et godt råd:

- Pas på med hvad du spiser og især hvor meget. Vi kan ikke holde til at spise dobbelt så meget som normalt, bare fordi det er jul, siger Tommy Andersson.