Johnny Madsen sagde nej til TV 2 og ”Det sidste ord”: Nu udkommer hans egen udgave "Uden Filter"

Aftalen mellem to gamle livsvenner lød: ”Du skal først udgive, når jeg ikke er her mere.”

0:08
Johnny Madsen udgiver både en bog og en videopodcast-serie efter sin død.
Foto: Derfor ApS

Det begyndte med en masse bajere på Skagens visefestival i 1988.

Her kunne Johnny Madsen og Henrik Røde Jensen skåle sammen for første gang.

- Der startede venskabet, og det sluttede aldrig, siger Henrik Røde Jensen, der nu har skrevet bogen Johnny Madsen - ”Uden filter”.

Nej tak til Bertelsen

Da den danske musiker, sangskriver og kunstmaler Johnny Madsen afgik ved døden 73 år gammel 4. november 2024, fik det stor opmærksomhed og kærlighed fra hele landet.

Og mange ventede nok i spænding på, om den folkekære kunstner havde været forbi Mikael Bertelsen til en fortrolig samtale, der nu kunne offentliggøres i ”Det sidste ord på TV 2.”

Men i dagene efter døden stod det klart, at det havde han ikke, og ifølge vennen igennem 36 år Henrik Røde Jensen skyldes det, at Johnny Madsen takkede nej.

- Mikael Bertelsen ringede til mig sidste sommer og spurgte, om Johnny kunne være interesseret i at være med i Det sidste ord, fortæller Henrik Røde Jensen.

Men da han efterfølgende spurgte Johnny Madsen, om tilbuddet havde interesse, kom svaret fra Johnny Madsen ret prompte:

- Nej. Jeg skal ikke sidde med en eller anden tilfældig journalist. Det skal være en fortrolig samtale mellem venner.

Og sådan blev det. Johnny Madsen og Henrik Røde Jensen satte sig sammen og skabte den samtale, der skulle blive til kunstnerens sidste ord.

- Jeg er også sikker på, at han gav mere af sig selv ved, at det var os to, der talte sammen, siger Henrik Røde Jensen.

Det var ifølge ham en fantastisk proces, selvom præmissen var speciel.

- Johnny ønskede først, at hans livshistorie udkom efter hans død. Og det gav da lige en klump i halsen, siger han.

Det er blevet til 10 videopodcasts og en bog med titlen Johnny Madsen – ”Uden filter”, der udkommer 29. november.

- Det er alt fra humoristisk til klump i halsen og seriøse emner, siger Henrik Røde Jensen.

- Vi havde jo et fortroligt rum – og sådan føltes det også, selvom vi sad og optog med tre kameraer, siger han.

Videopodcasten er optaget af Jimmy Bro Støvring og udkommer til foråret.
Videopodcasten er optaget af Jimmy Bro Støvring og udkommer til foråret.
Foto: Derfor ApS

Snakken stak af

Selvom Johnny Madsen ikke længere er blandt os, kan man nu glæde sig til flere krumspring og røverhistorier fra kunstneren.

- Jeg havde selvfølgelig lavet et manuskript, før vi startede optagelserne. Men de stak jo af i øst og vest de snakke, siger Henrik Røde Jensen.

Og det gjorde kun oplevelsen bedre.

- Jeg lod det bare stikke af, fordi det var så pissegodt, det han var i gang med at sige, siger vennen, der føler sig privilegeret over at være en del af kunstnerens sidste ord.

Se en del af interviewet med Johnny Madsen her:

1:21
Johnny Madsen synger også i den kommende videopodcast - og snakker om den afgørende forskel på "a" og "æ" i Vestjylland.
Foto: Derfor ApS