Kredsformand forsøgte at overtale Støjberg til at blive: - Vi er utroligt kede af det

Inger Støjbergs nu tidligere kredsformand håbede, at Støjberg ville blive i partiet - men ønsker hende nu held og lykke.

2:04
Nyheden om Støjberg exit blev i dag modtaget med stor ærgelse hos Venstre-baglandet - i hendes valgkreds Skive.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Nyheden om at Inger Støjberg melder sig ud af Venstre, kommer ikke som den helt store overraskelse for hendes kredsformand i Skive-kredsen, Susanne Rusbjerg. 

Men formanden begræder beslutningen.

- Det er vi utroligt kede af. Vi havde gerne set det ende anderledes, men vi respekterer hendes beslutning og ønsker hende al mulig held og lykke, siger Susanne Rusbjerg til TV MIDTVEST.

Kredsformanden fortæller, at hun har forsøgt at overtale den tidligere udlændinge- og integrationsminister til at blive i partiet.

-Inger og jeg har gennem hele tiden haft et godt og fortroligt forhold, og man kan godt fastslå, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at få hende til at blive.

- Forstår du hendes beslutning? 

- Når det nu er kommet hertil, kan jeg godt forstå, at det er endt, som det gjorde. Men jeg havde gerne set det anderledes, siger Susanne Rusbjerg.

Støjbergs beslutning om at fortsætte som løsgænger kommer efter nogle dramatiske uger i Venstre, hvor hun først blev presset til at gå af som næstformand, hvorefter et flertal i Folketingsgruppen med Jakob Ellemann-Jensen besluttede at støtte en rigsretssag mod Støjberg i sagen om den ulovlige instruks om adskillelse af unge asylpar.

- Synes du, at hun er blevet uretfærdigt behandlet?

- Der skal to til et ægteskab, og jeg tror, at der er fejl på begge sider.

- Hvad betyder det her for din fremtid i Venstre?

- Jeg er stadig medlem af Venstre og har lige betalt mit kontingent. Og indtil videre er jeg også kredsformand. Det er sådan, det er lige nu.

-Tager du et forbehold?

- Jeg koncentrerer mig om dagen i dag, og så tager vi en snak om tingene i kredsbestyrelsen, siger Susanne Rusbjerg.

Kredsformanden fortæller, at bestyrelsen nu lige så stille vil begynde jagten på en ny folketingskandidat.