Forrygende start for Danmarksdemokraterne: Men nu venter rugbrødsarbejdet

Vælgerne strømmer til, men Inger Støjberg mangler mindst 10-15 personer, der vil lægge al deres tid i projektet. Det siger en mand, der selv har prøvet at starte et nyt parti.

1:47

Tingene går stærkt for Inger Støjberg og hendes nye parti Danmarksdemokraterne. Det er kun et døgn siden, hun lancerede sit nye parti, men allerede nu er der over 40.000 danskere, der har givet hende en vælgererklæring. Det oplyser Indenrigs- og Boligministeriet til TV 2.

- Det er utrolig dejligt med den opbakning, og det er da en rigtig god start, fortæller Inger Støjberg.  

Det kræver 20.182 vælgererklæringer at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget, så partiet har muligvis allerede fået dobbelt så mange, som det kræver. Vælgererklæringerne skal dog først bekræftes om syv dage, før de er endeligt gyldige.

- Det er overvældende, at så mange mennesker har været inde og give opbakning til, at jeg og Danmarksdemokraterne kan få lov til at stille op. Det er en fin demokratisk handling, selvom det ikke er lig med, at de så også stemmer på mig eller partiet, understreger Inger Støjberg.  

Oddsene er med Danmarksdemokraterne 

Oddsene er også i Inger Støjbergs favør, i hvert fald hos spilselskabet Danske Spil. Her har man lagt odds ud, som ikke går på, om Danmarksdemokraterne kommer ind i Folketinget eller ej, for det er de hos Danske Spil overbeviste om lykkedes. 

Derimod kan man spille på, hvor mange stemmer, det lykkes Inger Støjbergs nye, politiske projekt at få.

- Vi mener, chancerne er fifty-fifty på, om partiet lykkes med at få flere end 3,75% af stemmerne, hvilket vil være et flot resultat for et nystartet parti,” siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter hos Danske Spil.

Nu venter rugbrødsarbejdet 

Lige nu består Danmarksdemokraterne kun af Inger Støjberg selv, en nabo og en studentermedhjælper, og partiet ikke har nogen organisation, et partiprogram, sponsorer eller ”pengemænd i ryggen”, som Inger Støjberg siger.

Der venter derfor et større rugbrødsarbejde for det nye parti. Det ved Leif Mikkelsen alt om. Han er tidligere landsformand og folketingsmedlem for Liberal Alliance og var med til at starte partiet.

Leif Mikkelsen var med til at starte Ny Alliance og Liberal Alliance sammen med blandt andre Anders Samuelsen.
Leif Mikkelsen var med til at starte Ny Alliance og Liberal Alliance sammen med blandt andre Anders Samuelsen.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

- Når man starter et parti, så kræver det, at der er nogen, der vil støtte op og smide nogle penge i det, og derudover der brug for en del folk, der lægger alt deres tid til det, fortæller Leif Mikkelsen.

Der er meget administrativt arbejde forbundet med opstart af et nyt parti. Der skal blandt andet holdes godt styr på økonomien, kandidater i partiet skal registreres rigtigt og godkendes, og der er generelt en masse datoer og deadlines der skal overholdes og holdes styr på, fortæller han.

- Jeg vil skyde på, at man skal have 10-15 personer, der arbejder fuldtid, eller omkring 30 der arbejder deltid med projektet, for at kunne klare det hele, især op til en valgkamp. Men der er jo allerede en vældig opbakning til projektet, så jeg tror bestemt, Inger Støjberg kan tiltrække de rigtige folk til det, fortæller Leif Mikkelsen.

Folketingsmedlemmer viser interesse 

Selvom administrationen indtil videre kun består af Inger Støjberg selv, en nabo og en studentermedhjælper, så var der i timerne efter nyheden om det nye parti, flere folketingsmedlemmer der meldte sig som interesserede. Det drejer sig om seks af afhopperne fra Dansk Folkeparti: Liselott Blixt, Bent Bøgsted, Lise Bech, Hans Kristian Skibby, Karina Adsbøl og Jens Henrik Thulesen Dahl..