Guldminen

Yoga, judo og spydkast: Sådan laver de børn om til topatleter på fodboldfriskole

Der skal meget mere end bare fodboldtræning til, hvis man vil skabe verdens bedste fodboldspiller, og det vil de på friskolen Guldminen i Ikast.

Eleverne på FC Midtjyllands friskole Guldminen får undervisning i grundatletik hver morgen.
Eleverne på FC Midtjyllands friskole Guldminen får undervisning i grundatletik hver morgen.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup

Jo mere man øver sig, jo dygtigere bliver man. Men det er ikke nok for en fodboldspiller bare at spille fodbold - der skal mere til.

Sådan lyder filosofien bag FC Midtjyllands friskole Guldminen i Ikast, hvor børn kan starte fra 0. klasse for at jagte drømmen om at blive verdens bedste fodbold- eller håndboldspiller.

På skolen vil man lave helstøbte atleter, forklarer FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein.

- Vi skal ende med at have en, der er fuldstændig i balance med sig selv, sådan at når man ser personen, så kan han både lave forlæns og baglæns saltoer, og han kan rykkes, fordi han er så kropsligt intelligent, siger han.

Hver dag starter med grundatletik

Den slags kræver træning, træning og endnu mere træning, men der hvor Guldminen skiller sig ud fra traditionel talentudvikling er, at eleverne også trænes i meget andet end bare håndbold eller fodbold.

Hver morgen begynder alle børnene med et fag ved navn grundatletik for at styrke de dele af kroppen, som de ikke bruger i den almindelige træning.

For nogle af eleverne lød det lidt mystisk til at begynde med.

- Da jeg hørte ordet 'grundatletik' første gang tænke jeg, hvad det var. Men det kan både være længdespring, spydkast eller alt muligt andet, siger 11-årige Tristan Due Lawaerts, der er elev på Guldminen.

Eleverne på FC Midtjyllands friskole Guldminen får undervisning i grundatletik hver morgen.
Eleverne på FC Midtjyllands friskole Guldminen får undervisning i grundatletik hver morgen.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup

Fodbold udgør kun 20 procent

Grundatletik kan bestå af alt fra yoga til volleyball eller måske judo, som træner kroppen på en måde, så man eksempelvis bliver bedre til at lave hovedstød i fodbold.

Den form for sekundær træning udgør faktisk størstedelen af elevernes fysiske program.

- Hvis man siger, at lagkagen er 100 procent, så vil den specifikke håndbold- eller fodboldtræning måske højst være 20 procent, men vi betragter alle 100 procent som fodbold- eller håndboldtræning. De 80 procent er bare indirekte fodbold- eller håndboldtræner, fortæller Torben Østergaard, der er forstander på Guldminen.

Eleverne på FC Midtjyllands friskole Guldminen får undervisning i grundatletik hver morgen.
Eleverne på FC Midtjyllands friskole Guldminen får undervisning i grundatletik hver morgen.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup

Vil skabe harmoniske atleter

Ligesom med alt andet på Guldminen er der også en større plan for træningen i grundatletik, og det betyder, at der er tænkt nøje over, hvilke sportsgrene der kan gavne elevernes fodbold- eller håndboldfærdigheder.

- Det er ikke sådan, at alle idrætsgrene er lige gode. Vores elever kommer ikke til at hænge i ringene hele dagen eller arbejde med ridning eller bowling. De kommer kun til at arbejde med alternativ idræt, som giver mening i konteksten. Det skal være ting, som de bagefter kan bruge i fodbolden og håndbolden, siger Torben Østergaard.

Målet er både at give eleverne en fysisk fordel på fodbold- eller håndboldbanen, og så handler træningen også om at skabe holdbare spillere.

- Hvis man kun spiller fodbold, så er det de samme muskler, der bliver stærke og de samme muskler, der bliver stive, og så kan man opnå skader, så vi skal lave nogle atleter, der er super harmoniske at kigge på, siger Claus Steinlein.

I tredje afsnit af TV MIDTVESTs serie om Guldminen kan du høre mere om, hvordan skolen arbejder med at udvikle eleverne både fysisk og mentalt. Se med på TV MIDTVESTs kanal klokken 19.55, hvor afsnittet får tv-premiere, eller gå ind i TV MIDTVEST Play-appen, hvor det allerede er tilgængeligt. Du kan også se afsnittet lige her: