Vrangvillig mand endte med at blive fængslet af fogedretten

En 34-årig mand ville ikke fortælle om sin økonomi. Derfor besluttede dommeren at varetægtsfængsle ham.

Retten i Herning
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

En 34-årig mand fra Ejstrupholm havde ikke den store lyst til at medvirke, da han i går blev fremstillet i fogedretten i Herning. Det kostede ham en lille uges tid bag tremmer.

Forhistorien er, at politiet ved 13-tiden mødte op på mandens bopæl for at anholde ham og køre ham til fogedretten.

Allerede på det tidspunkt var han ikke i det bedste humør.

- Han modsatte sig anholdelsen og ønskede ikke at oplyse sin identitet, oplyser Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Og viljen til at samarbejde med myndighederne blev ikke bedre, da manden senere sad foran dommeren i fogedretten. 

- Han ønskede ikke at medvirke, og så besluttede dommeren at varetægtsfængsle ham indtil den 29. januar, hvor han så igen skal fremstilles i fogedretten. Så må vi se, om han har lyst til at udtale sig, siger Bent Smedegaard.

Man har pligt til at oplyse om sine økonomiske forhold, når man bliver fremstillet i en fogedsag. Det var retsplejelovens paragraf 178, der gav dommeren mulighed for at varetægtsfængsle den 34-årige.