Voldsom brand i Nørre Snede: 20 mand fik flammerne under kontrol

Brand & Redning MidtVest rykkede søndag eftermiddag ud til en brand i Nørre Snede. De ankom lige i tide til at sikre, at branden ikke spredte sig til en nåleskov.

Op mod 15.000 kvadratmeter hede- og skovareal gik søndag eftermiddag op i røg i Nørre Snede.
Op mod 15.000 kvadratmeter hede- og skovareal gik søndag eftermiddag op i røg i Nørre Snede.
Foto: Holck-Photo

Op mod 15.000 kvadratmeter hede- og skovareal er søndag eftermiddag gået op i røg på Palsgårdvej i Nørre Snede. Anmeldelsen kom kl. 13:29, og beredskabet nåede netop frem i tide til at sikre, at branden ikke bredte sig til den skov, som arealet ligger op ad.

- Var vi kommet 10-12 minutter senere, havde det set meget værre ud. Så havde det fået fat i tæt nåleskov. Det kunne have betydet, at vi skulle have haft mange flere styrker ud og iværksat et brandbælte, hvor vi kunne blive nødt til at skulle have ryddet for træer, siger Jan Johnsen, der er indsatsleder hos Brand & Redning MidtVest. 

Omkring kl. 15:30 fik brandvæsnet branden under kontrol – blandt andet med hjælp fra en tankvogn fra Give.

- Da vi var flest, var vi 18-20 mand. Det er sjældent, at vi er så mange, lyder det fra Jan Johnsen.

Indsatslederen kan endnu ikke sige noget præcist om, hvad der er årsag til branden. 

- Jeg kan overhovedet ikke sige noget om årsagen - men det kan eksempelvis være en cigart eller et glasskår, der er skyld i den.

Beredskabet forventer at al slukningsarbejde er overstået omkring kl. 19:00. 

Mellem 18 og 20 mand var med til at få branden under kontrol.
Mellem 18 og 20 mand var med til at få branden under kontrol.
Foto: Holck-Photo