Virksomhed sender medarbejdere til Grønland

Virksomheden Hübsch fra Ikast sender sine medarbejdere på en tre-dages tur til Grønland for at styrke virksomhedskulturen. Forsker tror dog ikke på, at ture som denne gør den store forskel i hverdagen.

Medarbejderne skal blandt andet kører med hundeslæde på turen.
Medarbejderne skal blandt andet kører med hundeslæde på turen.
Foto: Mads Nissen/ Scanpix

Det går godt for design og interiørvirksomheden Hübsch fra Ikast. Siden 2010 har virksomheden seksdoblet sin omsætning. De investerer derfor i deres medarbejdere, så de næste år skal være med i et forløb, der skal styrke virksomhedskulturen.

Fredag præsenterede ledelsen deres planer for medarbejderne, som blandt andet inkluderer en tre dages tur til Grønland.

- Vi sætter pris på vores medarbejdere, og vi tror, at sådan en oplevelse her og et teambuilding-event kan være med til at give endnu mere til den virksomhedskultur, vi har, siger Daniel Henriksen, der er medejer af Hübsch.

Teambuilding og virksomhedskultur står generelt højt på dagsordenen i mange virksomheder. Pia Lauritzen, der har skrevet en ph.d. om ledelseskultur, er dog ikke stor tilhænger af måden det bliver gjort på.

- Jeg kan konstatere, at mange ledere fægter i blinde, når de bruger teambuilding og events til at skabe værdi for virksomhed og medarbejdere, siger Pia Lauritzen, medstifter af QVEST.IO.

Hun understreger, at hun er enig i, at man ikke kan udvikle en sund virksomhedskultur uden at inddrage medarbejderne, men at det sjældent bliver gjort på en måde, der gør en forskel i medarbejdernes konkrete hverdag.

Hübsch knap medarbejdere har før været på teambuilding-ture, og de beskriver det som gode dage. Turen til Grønland giver dog lidt ekstra.  

- Jeg blev selvfølgelig glad, og jeg synes, det er et rigtig, rigtig fedt initiativ. Jeg tror, det bliver en fantastisk rejse, vi skal på sammen. Sidst, vi var på teambuilding, blev vi alle sammen kastet ud af vores vante rammer, og det giver et sammenhold på en helt anden måde, siger Mette Bjerregaard Pedersen, der står for salget til fransktalende lande i virksomheden.

Pia Lauritzen mener, at det er på arbejdspladsen, man udvikler det bedste sammenhold. Hun tror ikke på, at det eksempelvis fører til bedre samarbejdskultur at komme på jagt med sine kolleger.

- Den bedste måde at udvikle en sund virksomhedskultur på, er at skabe fælles erfaringer med det problem, virksomheden løser. Det er når medarbejderne ser og mærker værdien af hinandens viden, at de engagerer sig i hinanden og virksomheden, siger hun.

På kontoret i Ikast tror de dog på, at medarbejderne vil få en masse ud af turen, som de kan tage med fra Grønland til kontoret.

- Medarbejderne kommer ud og får noget personlig udvikling, og de gør det sammen. Man bliver personligt udviklet som hold, og det tror vi, der vil give, at man får et fælles referencepunkt, som man kan tage med ind i sit arbejde.

Turen går til Grønland for Hübschs knap 30 medarbejdere til marts.

2:01