Vil hjælpe andre: Stine sælger ud af sine 5000 elskede pingviner

Stine Nørregaard elsker sine pingviner, og nu skal de gøre noget godt for andre.

Stine Nørregaard har samlet mere end 5000 pingviner.
Stine Nørregaard har samlet mere end 5000 pingviner.
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Pingviner er der nok af hjemme hos 23-årige Stine Nørregaard fra Brande. Hun er nemlig storsamler af bamser, figurer, sparegrise og alt andet, der er kan være udformet som fuglen.

- Jeg har samlet på dem, siden jeg var tre år. Jeg synes bare, det er et meget fascinerende dyr og derfor har de bare fulgt mig gennem hele livet, fortæller hun.

Hun fik den første pingvin ved en operation og fortæller selv, at det var starten på en forelskelse.

Der er stadig flere pingviner tilbage i butikken.
Der er stadig flere pingviner tilbage i butikken.
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Men nu har hun valgt at sælge ud, for når man har samlet 5000 pingviner, så kan man ikke undgå, at have flere af samme. Og dubletterne skal gå til et godt formål, har Stine Nørregaard besluttet. I dag har hun doneret penge til Kræftens Bekæmpelse. Penge som hun har tjent ved at sælge nogle af sine 5000 pingviner i alle størrelser og udformninger.

- Det er faktisk fordi min bedstemor skulle flytte, og så havde hun ikke plads til dem, som hun havde passet for mig. Så besluttede jeg mig for, at de skulle gøre en forskel, fortæller hun.

Alle kan gøre en forskel

Stine Nørregaard er spastisk lammet og lever derfor i en kørestol. Men det skal ikke holde hende tilbage for at støtte en god sag.

- Pingviner er et dejligt dyr. For eksempel når det er koldt, så skiftes de altid til at stå yderst i flokken for at dele varmen med hinanden. Og den tanke kan jeg meget godt lide. At man tager og giver til hinanden, siger hun.

Pingvinerne er blevet sat til salg i genbrugsbutikken 123 Genbrug i Blåhøj, og alle pengene går til Kræftens Bekæmpelse. Derfor var Stine Nørregaard i dag til stede for at overlevere pengene til Benitta Bentley Nørtoft, der er kampagneleder for Kræftens Bekæmpelse i Brande.

- Det her viser, at uanset hvad og hvilke udfordringer, man har, så kan man gøre en indsats, og det synes jeg er fantastisk, fortæller hun.

0:58