Venstre leder efter ny spidskandidat i Region Midtjylland: Kissmeyer genopstiller ikke

Venstre i Region Midtjylland skal finde ny spidskandidat, der kan tage kampen op mod regionsrådsformand Anders Kühnau ved næste valg.

carsten_kissmeyer_ft_19.jpg
Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Venstres Carsten Kissmeyer satsede alt på at blive venstres første regionsrådsformand i Region Midtjylland.

Men det glippede på målstregen og lige siden det seneste regionsrådsvalg har Kissmeyer skulle leve med at være opposition til regionsrådsformand, Anders Kühnau fra Socialdemokratiet.

Nu har Kissmeyer meddelt Venstre, at han ikke stiller op ved næste valg til regionsrådet i 2021.

- Det er ikke fordi, jeg er træt af det. Jeg synes stadig, det er mega spændende, men jeg kan ikke blive ved med at køre i højeste gear, siger Carsten Kissmeyer til TV MIDTVEST.

Den 66-årige Carsten Kissmeyer har været borgmester i 16 år - først i Ikast Kommune og siden i Ikast-Brande kommune.

Afløste Lunde i Folketinget

I august 2018 blev han pludselig folketingsmedlem, da Esben Lunde Larsen valgte at trække sig. Ved seneste folketingsvalg blev Kissmeyer valgt til Folketinget.

Med posten som gruppeformand i Region Midtjylland og folketingsmedlem, så har Carsten Kissmeyer brugt meget tid mellem hjemmet, regionsrådssalen i Viborg og Christiansborg.

I den forløbne uge har han været frem og tilbage fire gange til København - og det bliver hurtigt tre timer hver vej.

- Det går lige nu, men jeg har ikke lyst til at gøre det fire år mere, siger Carsten Kissmeyer.

Vælger ny spidskandidat til efteråret

I en pressemeddelelse beklager Venstres formand i i Region Midtjylland, at gruppeformanden stopper.

- Vi havde gerne set, at Carsten Kissmeyer genopstillede, men respekterer naturligvis hans beslutning og går nu i gang med at sondere terrænet for kandidater til den vigtige post som vores kandidat til posten som regionsrådsformand ved valget til næste år, siger Jens Nicolai Vejlgaard.

Venstre ventes at vælge den nye spidskandidat til efteråret. Valget til regionsrådet holdes i november 2021. 

Carsten Kissmeyer fortsætter i regionsrådet valgperioden ud. Og efter planen fortsætter han også som gruppeformand, med mindre det er en fra den nuværende gruppe, der bliver spidskandidat.

- Så kan der godt være fornuft i at skifte, siger Kissmeyer.

Til gengæld har han tænkt sig at fortsætte i folketinget, også efter næste valg, hvis ellers han bliver genvalgt.