Unge kvæstet af granitkunst

Sidste skoledag endte kaotisk i Ikast. Tre unge blev klemt under en stor granitblok, som de unge hoppede ned fra.

Lorup1.jpg

De ville tilsyneladende bare tage et foto, mens de sad på en sten, men efter fotoseancen væltede stenen ned og kvæstede tre unge fra 8.-10. klasse i Ikast, som holdt sidste skoledag i Frisenborgparken.

I dag ved 14-tiden skete ulykken ved et granit-kunstværk, som står i parken.

Stenen, der faldt ned over de unge er ca to meter lang og faldt fra to meters højde.

Tre på skadestuen

Mindst to ambulancer kørte fra stedet med udrykning, og tre unge er ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen, kørt på skadestuen.

- Jeg ved ikke, hvor alvorligt det er, det har vi endnu ikke fået tilbagemelding om, siger vagtchefen.

Stenen rutsjede ned

Ifølge Gitte Laursen fra 10. klasse skete ulykken, da en person, som havde stået på stenen, var på vej ned.

- Så rutsjer stenen ned og rammer tre personer. En i hovedet, en på foden og en på foden og på hånden. Det er fuldstændig surrealistisk, forklarer en tydeligt rystet Gitte Laursen.

- Vi er sluppet SÅ heldigt. Det er helt vildt at ingen er kommet mere alvorligt til skade, slutter hun.

Ved redaktionens slutning kunne vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi fortælle, at de tre unge, som er to piger på 16 år og en pige på 17 år, alle blevet udskrevet fra skadestuen, alle slap med knubs og en slem forskrækkelse.

Hør Gitte Laursens forklaring på, hvordan ulykken kunne ske:

0:26

Se video:

0:32