To butikstyve taget på fersk gerning: Bilen var propfyldt med tyvekoster

To rumænske mænd skal i dag fremstilles i grundlovsforhør, efter de blev taget på fersk gerning for butikstyveri. Politiet mener, at de står bag flere butikstyverier i landsdelen.

To rumænere er anholdt og sigtet for flere butikstyverier i Herning og Ikast.
To rumænere er anholdt og sigtet for flere butikstyverier i Herning og Ikast.
Foto: Flemming Christensen

Opdatering: Tyvene er varetægtsfængslet, og der er grundlovsforhør i Viborg søndag.

En snarrådig butiksbestyrer fra Ikast har ført Midt- og Vestjyllands Politi på sporet af to butikstyve. Lørdag eftermiddag genkendte bestyreren de to mænd, da de flygtede fra Netto i Ikast med stjålne gaveæsker med chokolade.

- De kørte fra stedet i en udlejningsbil, og bestyreren ringede til os, mens han fulgte efter bilen. Vi havde ingen ledige patruljevogne i området, så det endte med, at bestyreren fulgte efter dem helt til Kjellerup, fortæller Anders Bøje Hansen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Ved Kjellerup nåede en politipatrulje frem og fik stoppet udlejningsbilen.

- I bilen sad to rumænske mænd på 22 år og 24 år. Desuden var bilen propfyldt med tyvekoster, så de blev begge anholdt, siger vagtchefen.

Han roser butiksbestyreren for den måde, han reagerede på.

- Det er rigtig godt arbejde, og han gør det helt rigtige ved at følge efter og observere på afstand, mens han kontakter os.

Mistanke om flere tyverier

I bilen fandt politiet rigtig mange tyvekoster, og der er endnu ikke overblik over dem alle. Der var blandt andet elektriske løbehjul, dyre grydesæt, en ATV og mange gaveæsker.

- Vi har ikke set alle tyvekosterne igennem endnu, men der er i hvert fald stjålne varer for mere end 100.000 kroner. Vores påstand er, at de har lavet tyverier fra flere forretninger i Herning og Ikast, siger Anders Bøje Hansen.

De to mænd skal fremstilles i et grundlovsforhør i retten i Viborg i dag.