To år og tre måneders fængsel til 32-årig mand: Gemte kokain og pistol for venner

Politiet kom i november 2020 i forbindelse med en anden sag på sporet af den 32-årige Selcuk Polat, der nu er blevet idømt mere end to års fængsel for blandt andet våbenbesiddelse.

I forbindelse med en større afpresningssag fra Ikast kom Midt- og Vestjyllands Politi tilbage i november 2020 på sporet af den 32-årige mand Selcuk Polat.

Da politiet undersøgte manden nærmere, viste det sig, at han havde flere ulovlige ting gemt i sin lejlighed.

Politiet fandt nemlig både en pistol og noget kokain, som den 32-årige angiveligt skulle have gemt for nogle, han kendte.

quoteSå bliver man altså dømt, når man ikke meddeler, at nogen har lagt en pistol hos en,

Lise Hebsgaard, anklager, Midt- og Vestjyllands Politi

- Hans forklaring var, at han var okay med kokainen, men pistolen var han ikke tilfreds med og bad dem hente den, men det skete ikke, og så bliver man altså dømt, når man ikke meddeler, at nogen har lagt en pistol hos en, fortæller anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Lise Hebsgaard.

Fredag blev Selcuk Polat ved Retten i Herning idømt to år og tre måneders fængsel for at besidde både våben og stoffer. Han blev derudover tildelt en advarsel efter udlændingeloven - det der tidligere hed en betinget udvisning.

- En advarsel har skærpende betydning, men det er ikke sådan, at han med sikkerhed bliver udvist, hvis han laver noget kriminelt igen, siger Lise Hebsgaard.

Selcuk Polat, der har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i november, udbad sig betænkningstid.