Til kamp mod flere år med medlemsflugt: Klubber på charmeoffensiv til Håndboldens Dag

Danske håndboldklubber har i flere år oplevet en nedgang i antallet af medlemmer. Det forsøgte de lørdag at gøre noget ved, da der over hele landet blev afholdt Håndboldens Dag.

Rebecca Göte prøvede lørdag kræfter med Håndboldens Dag i Ikast. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

28 midt- og vestjyske håndboldklubber slog lørdag hal-dørene op og inviterede indenfor til Håndboldens Dag. Håndboldklubberne i Danmark har i flere år mistet medlemmer, så formålet med dagen var at lokke nye håndboldspire til.

Det er helt sikkert sådan nogen arrangementer her, som kan gøre, at de nye vælger håndbolden frem for fodbolden.

Jim Laursen, Ungdomstræner, Ikast FS

Sidste år gav Håndboldens Dag på landsplan over 1000 nye medlemmer, og det kunne blandt andet mærkes i Ikast FS Håndbold.

- Sidste års boost i januar måned med Håndboldens Dag gav os en 20-25 nye spillere, så der bliver pres på hallerne i foråret, hvis det giver samme effekt, fortæller Jimmy Strøm, der er bestyrelsesmedlem i Ikast FS.

Læs også Klubberne bløder: Ny idé skal fastholde de unge i håndbolden

- Det er helt sikkert sådan nogen arrangementer her, som kan gøre, at de nye vælger håndbolden frem for fodbolden, når de ser den glæde og det fællesskab, man har her, fortæller Jim Laursen, der er ungdomstræner i Ikast FS.

Det var anden gang, at Ikast FS deltog i Håndboldens Dag. På landsplan rullede den harpiksklædte bold i over 170 idrætshaller i løbet af lørdagens håndboldfest.

Én af dem, som fik lov til at prøve kræfter med sporten, var Rebecca Göte fra Ikast. Det var skoleveninden Thilde, der havde lokket hende med, da hun så et lysende talent for håndbold i sin gode veninde.

- Det er meget fedt at være her. Jeg vil gerne prøve at blive bedre til det i hvert fald, fortalte Rebecca Göte, da hun deltog i Håndboldens Dag.

Om missionen med at lokke nye medlemmer til vil lykkes i Rebeccas tilfælde, er dog stadig usikkert. Det er nemlig ikke helt nemt at få det til at passe ind i en travl hverdag.

- Jeg vil gerne gå til det, hvis jeg har tid, men jeg går til ret meget i forvejen, fortæller Rebecca Göte.

02:20

Håndboldens dag fylder i over 170 haller landet over i dag. En af dem er i Ikast, hvor nye talenter prøvede kræfter med den harpiksklædte bold.

Luk video