Store byggeplaner hos Bestseller

Tøjgigant vil bygge nyt outletcenter og tunnel under den kommende motorvej ved Brande.

130411_2Bestsekker.jpg

Tøjkoncernen Bestseller i Brande har store planer for fremtiden.

Bestseller vil ifølge flere aviser bygge et stort outlet-center med 10 store bygninger på den anden side af en kommende motorvej ved Brande - hver bygning skal repræsentere et af koncernens varemærker, for eksempel Jack & Jones.

Men planerne stopper ikke ved de nye bygninger. Bestseller vil også anlægge en tunnel under motorvejen, så kunderne kan køre i bil direkte til det nye center. Tunnelen skal også forsynes med en cykel- og gangsti.

Vejdirektoratet bekræfter over for Vejle Amts Folkeblad, at der skal bygges en tunnel under motorvejen til Bestseller. Byggeriet går i gang i 2012, og der bliver tale om et projekt til et tocifret millionbeløb.

Hvis planerne skal føres ud i livet, kræver det dog en ændring af planloven. Men den er på vej og ventes vedtaget i løbet af kort tid.