Stolt borgmester: Et skulderklap til Ikast-Brande

Erhvervsklimaet er stadig bedst i Ikast-Brande - og med det flotteste resultat nogensinde. "Et skulderklap til kulturen i kommunen," siger borgmester Carsten Kissmeyer.

Carsten Kissmeyer_0.jpg

Dansk Industri har for sjette år i træk offentliggjort deres store analyse af erhvervsklimaet i de danske kommuner.

For femte gang indtager Ikast-Brande undersøgelsens førsteplads - og med det flotteste resultat nogensinde. Borgmesteren roser medarbejderne og politikerne for indsatsen.

- Jeg er utrolig stolt over, at titlen som kommunen med det bedste erhvervsklima i Danmark, endnu engang tilfalder Ikast-Brande. Vi har endda formået at forbedre os på flere af parametrene. Det ser jeg som et godt tegn på, at hverken medarbejdere eller politikere tager denne placering for givet. Der arbejdes konstant på, at vores kontakt med virksomhederne bliver bedre, og at vi stiller de rigtige rammebetingelser til rådighed, siger borgmester Carsten Kissmeyer.

Otte ud af 11 mulige førstepladser

Undersøgelsen har 11 kategorier. I otte ud af de 11 kategorier ligger Ikast-Brande Kommune nr. 1. Sidste år havde kommunen fem 1. pladser.  I sær én placering glæder viceborgmesteren.

- Det er et stort skulderklap til den kultur, vi har her i kommunen. Vi bliver aldrig trætte af at blive kåret som de bedste.  Jeg synes, at det er utroligt godt gået af hele vores hold, og jeg er særligt glad for, at vi ligger nr. 1 i kategorien information og dialog med kommunen. Vi mødes og løser konkrete udfordringer hurtigt og effektivt. Det sparer os for en masse skriverier frem og tilbage og misforståelser, lyder det fra viceborgmester Preben Christensen.

Synligheden over for virksomhederne er vigtig

Ligesom de tidligere år, har virksomhederne fået nogle ekstraspørgsmål, som ikke indgår i den samlede rangering.

Af ekstraspørgsmålene fremgår det, at 86 pct. af de virksomheder fra Ikast-Brande Kommune, som har besvaret spørgeskemaet, vil anbefale kommunen til andre virksomheder. En fremgang på 4 procentpoint i forhold til sidste år. Som noget nyt er virksomhederne blevet spurgt om deres kontakt til kommunen. 83 pct. af virksomhederne i Ikast-Brande Kommune angiver, at de har haft kontakt med kommunen inden for de sidste to år. Borgmesteren giver et bud på, hvad der kan ligge bag disse tal.

- Jeg tror på, at vi bliver opfattet som virksomhedernes medspiller - både når de er i kontakt med kommunen af forskellige årsager, og når vi sammen kæmper om eksempelvis ændringer af Planloven eller energiafgifter. Denne tilgang, er jeg også sikker på, er ved at rygtes rundt om i landet og dermed medvirkende til, at vores image som erhvervsvenlig kommune bliver udbredt slutter Carsten Kissmeyer.