Splittelse i DF-land: Ny formand i Dansk Folkeparti deler vandene

Nørre Snede er den by i Midt- og Vestjylland, hvor flest stemmer på Dansk Folkeparti. Vi besøgte den midtjyske by og tog temperaturen efter formandsskiftet søndag.

2:49
I Nørre Snede har de været vant til at se den lokale Kristian Thulesen Dahl på formandsposten i Dansk Folkeparti. Nu er det i stedet Morten Messerschmidt fra Frederikssund, der står i spidsen for det borgerlige parti.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Brugsen i Nørre Snede havde engang Kristian Thulesen Dahl bag kassen. Men karrieren tog ham væk fra detailbranchen og ind i politik, hvor han senest har været formand for Dansk Folkeparti.

Og den lokale politiker er en af grundene til, at Nørre Snede er det sted i Midt- og Vestjylland, hvor tilslutningen til DF er størst. 

- Jeg har altid stemt DF på grund af Kristian, fordi jeg kender ham. Jeg ved, hvad han står for, og jeg bliver nok ved med at stemme DF, fortæller Tina Nielsen fra Nr. Snede.

Men støtten er dalende. I 2015 stemte 40,5 procent af borgerne i Nr. Snede på Dansk Folkeparti. I 2019 var det kun 21,7 procent. 

Men nu er der blevet skiftet ud på formandsposten i partiet. Ved et ekstraordinært årsmøde i Herning søndag blev Morten Messerschmidt valgt som ny formand foran Martin Henriksen og Merete Dea Larsen. I DF-byen i Ikast-Brande Kommune fik resultatet en blandet modtagelse.

Du kan bladre gennem billederne herunder og se, hvad borgerne i Nr. Snede mener om den nye formand for Dansk Folkeparti.

- Han er ikke min kop te

Også på landsplan har vælgerne forladt Dansk Folkeparti. I 2015 fik det borgerlige parti 21,1 procent af stemmerne ved valget og blev Danmarks næststørste parti. Men ved det seneste folketingsvalg i 2019 fik DF under ni procent af stemmerne - til stor skuffelse for partiet.

Nu har det borgerlige parti skiftet ud i toppen i håb om, at man kan samle partiet på ny.

- Spørgsmålet er, om folk tror på, at jeg som person kan få forsonet de forskellige retninger, der er i ledelsen, og det skal jeg selvfølgelig vise, sagde Morten Messerschmidt søndag aften.

Men spørger man slagtermesteren i SuperBrugsen i Nørre Snede, Frank Thygesen, så kan den nye formand ikke ændre ved partiets nedadgående kurve.

- Jeg stoppede med at stemme DF efter 2015. Da fik man 20 procent af stemmerne nationalt, og så kunne man stadig ikke gøre sin indflydelse gældende. Så følte jeg, at min stemme var spildt. Det ændrer sig ikke med Morten Messerschmidt. Han er ikke min kop te.

Men Nørre Snede er en DF-by, og derfor er der stadig faste støtter at finde.

- Jeg tror der skal forandring til, og det tror jeg Messerschmidt kan komme med. Der skal ro på, og han har jo stor opbakning, og det skal der jo til, fortæller Gitte Madsen.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi mister Kristian herude, men han valgte jo at gå, og det er så hans beslutning. Af de tre, der stillede op, er det den bedste, der vandt. Ingen tvivl om det, siger Tina Nielsen.

Siden formandsvalget søndag har Dansk Folkeparti fået 738 nye medlemmer, mens 50 medlemmer har meldt sig ud.