Snigpremiere: Børn bliver til fodboldstjerner i Guldminen

TV MIDTVEST har fulgt den første årgang på FC Midtjyllands nye talentskole, Guldminen. Nu kan du se det første afsnit i serien.

Store drømme møder lige så store talenter i TV MIDTVESTs nye serie, Guldminen.

I halvandet år har vi fulgt fodboldbørnene på den første årgang på talentskolen Guldminen i Ikast, og nu kan du se det første afsnit i serien.

På idrætsfriskolen Guldminen bliver fodboldstjerner skabt. Guldminen er både en skole, hvor elever kan gå fra 0. klasse, men det er samtidig en helt ny måde at arbejde med talentudvikling på.

Aldrig før i Danmark er en skole målrettet gået efter at skabe et miljø omkring børn, hvor de gennem hårdt arbejde og mange timers træning kan blive mestre. Men det vil Guldminen. Ambitionerne er tårnhøje, og målet er intet mindre end at lave verdens bedste fodboldspillere.

Familie er klar til at flytte fra Slagelse fra Ikast

I første afsnit af TV MIDTVEST-serien tager vi med en flok håbefulde børn og forældre til den allerførste optagelsesprøve hos FC Midtjylland, hvor både det sportslige og det personlige potentiale skal bedømmes.

I afsnittet møder vi forældreparret Allan og Mathilde Lawaetz fra Slagelse, som gerne vil have deres ni-årige dreng, Tristan, ind på skolen - også selv om det betyder, at hele familien skal flytte væk fra venner og familie for at bo i Ikast.

Guldminen har premiere på TV MIDTVEST på søndag klokken 19.55, men du kan se afsnittet lige her og i TV MIDTVEST Play-appen allerede nu.

Fodboldklubben FC Midtjylland åbner en ny friskole, hvor de vil lave verdens bedste fodboldspiller. I første afsnit møder vi forældrene Allan og Mathilde Lawaetz fra Slagelse, der gerne vil have deres ni-årige dreng, Tristan, ind på skolen, også selv om det betyder, at hele familien skal flytte væk fra venner og familie for at bo i Ikast.

Næste afsnit af Guldminen bliver sendt den 6. september.

Her er der første skoledag på den nystartede skole, og fjerde klasse skal spille første træningskamp mod FC København for at se, om holdet er godt nok til at spille med mod de bedste i landet.