Slukkede brand i sidste sekund

En brand i en svinestald med dieseltanke var få øjeblikke fra at udvikle sig dramatisk (arkivfoto).

Brand_brandmaend1_0.jpg

Klokken 14:45 måtte slukningstog fra både Brande og Give i al hast køre til en gård lidt uden for Brande, hvor der var ild i en halmlade. Men situationen blev hurtigt langt mere alvorlig, for lige ved siden af branden lå to dieseltanke med hver 600 liter diesel i.

- Hvis først der går hul på dem, så er det jo rigtigt farligt, fortæller indsatsleder Per Andreasen fra Ikast-Brande Redningsberedskab.

Hurtig landmand

Branden opstod i nogle elinstallationer, og derfor var strømmen gået i hele bygningen - også til den elektriske port, der skilte brandmændene fra branden inde i laden. Kun en hurtig indskydelse fra landmanden gav slukningsmandskabet adgang til den brændende elinstallation.

- Han tog resolut sin traktor og slog porten ind med den. Og det var meget heldigt, han handlede så hurtigt, for lige inden for porten stod flammerne direkte ad olietankene, siger indsatslederen.

Dieseltankene var allerede begyndt at blive meget varme, og på et tidspunkt skulle det i følge indsatslederen "... gå rigtig stærkt...".

- Det var ret alvorligt, så vi skyndte os at få kølet tankene hurtigst muligt. Jeg vil ikke sige, vi var direkte nervøse, men man tager altid sine forholdsregler, siger Per Andreasen.

Heldet med brandmændene

Arbejdet blev også besværliggjort af, at brandmændene af sikkerhedshensyn var nødt til at arbejde på 20 meters afstand. Men efter halvanden times kamp lykkedes det at slukke branden.

- Vi havde heldet med os - heldet var helt afgjort på vores side. Det var en kombination af kort køreafstand og en snarrådig landmand. Og så var branden heldigvis blevet opdaget i tide - havde det nu fået lov at udvikle sig, så kunne den sagtens være gået helt galt, siger indsatslederen.

Der kom en lille smule røg ind til de 600 søer, der stod inde i laden, så der er lige nu godt gang i udluftningen. Men umiddelbart har grisene ikke lidt nogen overlast ved branden.