Skød mod bil stjålet i Brande

En biltyv forsøgte at påkøre politifolk, som derefter affyrede skud mod bilens dæk.

Politipistol-baelte.jpg

En politipatrulje i Nordjylland måtte kort før midnat tage våben i brug for at få stoppet og anholdt en biltyv, der kørte i en sort BMW X5, som er stjålet i Brande.

Føreren af bilen havde kort forinden været i besiddelse af et skydevåben, som var set af vidner i nærheden af Havndal syd for Hadsund, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Ved standsningen af bilen foretog bilens fører en bakkemanøvre direkte mod politifolkene på stedet og bakkede direkte ind i patruljebilen, beretter politiet.

- Politiet afgav skud mod bilens dæk som følge af truslen mod politifolkene. Biltyven standsede herefter bilen, og han blev anholdt på stedet, lyder det videre.

Bilen var stjålet i Brande.

Gerningsmanden, der er 25 år og fra lokalområdet, vil blive sigtet for at have forvoldt fare for liv eller førlighed. Ingen kom noget til i forbindelse med episoden, der fandt sted i Hadsund i Nordjylland.