Skærpet kamp om super-slagteri

Danish Crown har skåret feltet af ansøgere ned til ni - tre midt- og vestjyske kommuner er med i feltet.

070411_Kreatur.jpg

Kampen mellem flere jyske kommuner om et nyt stort kreaturslagteri spidser til.

Danish Crown har skåret feltet af mulige placeringer ned til ni kommuner - blandt dem, der stadig har chancen, er Ikast Brande, Herning og Ringkøbing-Skjern. Til gengæld har Holstebro og Silkeborg af slagteri-giganten fået at vide, at de ikke længere er i spil.

300 arbejdspladser

Kampen står om det nye kreaturslagteri, som Danish Crowns bestyrelse har besluttet at bygge i det sydlige Jylland. Slagteriet skal stå for cirka 4500 slagtninger om ugen, og det vil være en attraktiv arbejdsplads for kommunerne - slagterikoncernen regner med, at det nye slagteri skal beskæftige 300 medarbejere. Prisen: omkring en halv milliard kroner.

De kommuner, der stadig er i spil, skal nu aflevere deres gode argumenter til Danish Crown. Vinderen vil blive fundet ud fra en række forhold som infrastruktur, vandaflednings-afgift og selvfølgelig egnede grunde.

- Der er fortsat mange ting, der skal undersøges til bunds, før vi kan træffe en endelig beslutning, siger direktør i oksekødsdivisionen DC Beef, Lorenz Hansen.

Udover de tre midt- og vestjyske kommuner er Vejle, Billund, Varde, Vejen, Esbjerg og Kolding kommuner stadig med i opløbet.