Siemens skal levere møller til Taiwan

Siemens Wind Power, der har hovedsæde i Brande, skal levere møller til den første offshore-vindmøllepark i Taiwan.

siemens4_type1.jpg

Siemens skal levere to 4MW-vindmøller til Formosa I Wind Power, der vil investere op til 22,6 mia. Taiwan New Dollar i at bygge den første offshore-vindmøllepark i Taiwan.

Det er dog planen, at parken over tid kan få en samlet kapacitet på 200 MW.

Det skriver Taipei Times og China Post.

De første møller skal placeres i Miaoli-regionen i næste års tredje kvartal, og derefter er planen at tilføje mindst 30 nye møller inden fjerde kvartal 2019.

Swancor Industry, der står bag Formosa I Wind Power, siger, at det har sikret 2,6 mia. New Taiwan Dollar i banklån til at finansiere installeringen af de to møller fra Siemens, og at det forsøger at rejse flere midler ved at udstede nye aktier og benytte sig af andre finansielle metoder.

Ifølge mediet er Siemens i kontakt med Formosa I Wind Power og flere andre selskabsaktører om at levere flere vindmøller for at hjælpe landet med at opbygge dets første offshore-vindmøllepark.

/ritzau/FINANS