Priske om frisparksmagnet: Han spiller med ekstrem fysik

Frank Onyeka ligger øverst i frisparksstatistikkerne. Det er et resultat af hans spillestil, mener Brian Priske.

- Hvis man har fulgt Frank ”The Tank” længe i Superligaen og Europa, så ved man, at der er noget power, fysik og aggressivitet i hans spil, siger FC Midtjyllands cheftræner, Brian Priske, om midtbanespilleren Frank Onyeka inden aftenens retur opgør mod Ajax Amsterdam i Champions League.
- Hvis man har fulgt Frank ”The Tank” længe i Superligaen og Europa, så ved man, at der er noget power, fysik og aggressivitet i hans spil, siger FC Midtjyllands cheftræner, Brian Priske, om midtbanespilleren Frank Onyeka inden aftenens retur opgør mod Ajax Amsterdam i Champions League.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Man skal langt ned ad listen for at finde FC Midtjylland i de fleste af statistikkerne ved midtvejspunktet i Champions League-gruppespillet, men i én kategori skiller en af holdets spillere sig ud.

Midtbanedynamoen Frank Onyeka var efter tre spillerunder i Champions League den spiller, der havde begået flest frispark. Og også den, der havde fået begået flest frispark imod sig.

Det er et resultat af nigerianerens spillestil, siger FCM-træner Brian Priske forud for onsdagens udekamp mod Ajax.

- Hvis man har fulgt Frank ”The Tank” længe i Superligaen og Europa, så ved man, at der er noget power, fysik og aggressivitet i hans spil. Der er noget dynamik, siger Priske.

22-årige Onyeka har selv begået 13 frispark. Det var tre flere end nummer to på listen, Club Brugges Emmanuel Bonaventure, før denne uges runde.

Onyeka har desuden fået et gult kort. Og 14 gange har dommeren fløjtet for frispark den anden vej, når en modstander har stoppet midtbanespilleren ulovligt.

- Så jeg tror, at det ligger i kortene, at han får raget nogle frispark til sig. Og han får også begået nogle imod sig, men det er et af hans vartegn, at han har en ekstrem fysik i sit spil, siger Priske.

5:45
I det første opgør mod Ajax tabte FC Midtjylland hjemme med 1-2. Alexander Scholz var skuffet over et hurtigt Ajax-mål, der kom til at præge kampen.

Onyeka var en af de største profiler i Superligaen i den forgangne sæson, og han har været fast mand på FC Midtjyllands hold gennem alle de europæiske kampe i år.

Priske er imponeret over det, han har set fra landsholdsspilleren.

- Det har været outstanding. Ligesom mange andre spillere har han tilpasset sig og spillet europæisk fodbold på et højt niveau. Jeg er super tilfreds hele vejen rundt, men det er klart, at Frank har leveret på højt niveau i lang tid, siger cheftræneren.

Onyeka og FC Midtjylland skal møde Ajax onsdag klokken 21 på Johan Cruyff Arena i Amsterdam.

Det første møde mellem holdene endte 2-1 i hollandsk favør i begyndelsen af november.