Politiet mangler halvdelen af rejseklare afviste asylansøgere

Ifølge tal fra politiet ved man ikke, hvor 154 ud af 359 afviste asylansøgere med opholdspligt befinder sig.

Kærshovedgård

Når en asylansøger får afslag på sin ansøgning, skal man ud af landet. Men i mange tilfælde bliver udrejsen ikke ført ud i livet.

Ud af 326 afviste asylansøgere fra udrejsecentret Kærshovedgård med opholdspligt er 146 af dem per 17. april efterlyst af politiet. Det skyldes, at myndighederne ikke ved, hvor de opholder sig.

Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Derudover er 8 ud af 33 afviste asylansøgere med opholdspligt fra udrejsecenteret Sjælsmark forsvundet.

Emnet har fået politisk opmærksomhed, efter at fire mennesker tidligere på måneden blev dræbt i Stockholm i et angreb med en lastbil af en afvist asylansøger fra Usbekistan.

Blandt andet har Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, krævet, at der kommer mere opmærksomhed på afviste asylansøgere.

Desuden ønsker Bramsen, at regeringen undersøger, om der er en øget risiko for, at nogle af de 12.000 mennesker, der er eftersøgt i Sverige, kan rejse mod Danmark.

Det samme ønske har Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Manden fra Usbekistan har erkendt, at det var ham, der førte lastbilen ned gennem den travle Drottninggatan.

Det er siden angrebet kommet frem, at manden bag angrebet i Stockholm tidligere har udtrykt sympati for "ekstreme organisationer", deriblandt den militante bevægelse Islamisk Stat.