Politiet efterlyser mænd for mastercard-tyveri

Midt- og Vestjyllands Politi beder om hjælp til at identificere to mænd, der hævede penge med et stjålet mastercard ved Føtex i Ikast.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser disse to mænd efter tyveri i Føtex i Ikast.
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser disse to mænd efter tyveri i Føtex i Ikast.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Det sker jævnligt, at tyve ser deres snit til at stjæle punge og betalingskort fra borgere i Midt- og Vestjylland. 

Et sådant tyveri blev en 23-årig kvinde udsat for den 28. marts kl. cirka 11.15, da hun handlede i Føtex på Rådhusstrædet i Ikast.

Efter kvinden havde betalt for sine varer, lagde hun sin mobiltelefon og mastercard oven på sin søn, der sad i barnestolen i indkøbsvognen. Først da hun kom hen til sin bil, opdagede hun, at telefon og betalingskort var stjålet. 

Umiddelbart efter blev kortet brugt til at hæve kontanter i en nærliggende hæveautomat. 

Der er overvågningsfotos fra hæveautomaten, og Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu billeder i håb om, at en borger kan genkende de to gerningsmænd.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114. Oplys gerne journalnr. 4100-76151-00329-18 ved henvendelser.