Politi om overfald i Ikast: Hun har muligvis været i livsfare

En 25-årig kvinde har muligvis været i livsfare i forbindelse med et groft overfald i Ikast. Gerningsmanden er fortsat på fri fod.

Politiet har været talstærkt tilstede i og omkring Strøgcentret i Ikast søndag.
Politiet har været talstærkt tilstede i og omkring Strøgcentret i Ikast søndag.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En 25-årig kvinde fra Ikast er blevet udsat for rigtig grov vold.

- Vi kan ikke udelukke, at hun har været i livsfare. Det skal lægernes undersøgelser nu fastlægge, forklarer vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har i løbet af søndagen afspærret og været i gang med hunde og tekniske undersøgelser i og omkring Strøgcentret. Det skyldes, at det var her, kvinden blev fundet i morges.

- Vi har en mistænkt person, som vi leder efter. 

Politiet har kaldt personale fra Lokalpolitiet i Herning ind, fordi de har et rigtig godt kendskab til lokalsamfundet i Ikast.

- Det er kun et spørgsmål om tid, før han bliver taget, er min formodning, afslutter vagtchefen.

Vagtchefen fortæller i øvrigt, at politiet har kørt det store skyts til Ikast for at opklare sagen.